@ Tom
MUSSEN, som jeg tidligere har skrevet, så er det min opfattelse af Putin/Rusland havde foretrukket at undgå krigen til fordel for en fuldbyrdelse af Minsk-protokollen - ligesom det er min opfattelse at en fuldbyrdelse af denne ville have forebygget den igangværende krig.
Hvad ville en potentiel fuldbyrdelse af Minskprotokollen have medført? Og hvorfor blev den i så fald ikke iimplementeret?
For en god ordens skyld vil jeg lige pointere, at jeg altid har fundet russisk historie (og med den også ukrainsk langt henad vejen) ualmindelig fascinerende, spændende, rystende, chokerende - ja, man kunne tilføje en uendelig række af tillægsord her, lidt på samme måde, som hvis jeg f.eks. skulle beskrive USA.
Det er også hævet over enhver tvivl om, at russerne/ukrainere har leveret slagkraftige bidrag til den europæiske civilisation (som russerne i øvrigt selv har ment og ønsket at tilhøre siden zar Peter den Store), hvad angår f.eks. litteratur, ballet og skak. Russerne har altid været opfattet som teknologisk tilbagestående i forhold til det Vesten, som russerne traditionelt har mødt med både mindreværdskompleks og storhedsvanvid. Ikke desto mindre var russerne indtil amerikanernes månelanding i 1969 (som i øvrigt langt henad vejen var baseret på både knowhow og personer fra Nazi-Tyskland, men det er så en helt anden historie) også firstmovers inden for rumforskning, jf. Sputnik i 1957.
Og så synes jeg i øvrigt for egen regning, at den russiske/sovjetiske nationalmelodi er den smukkeste af slagsen på hele kloden.
Med andre ord: Der var ingen modsætningsforhold mellem på den ene side at afsky Nazi-Tyskland af et godt hjerte, samtidig med at være uforbeholden beundrer af den storslåede tyske kultur. Om end jeg selvsagt erkender, at det lige kunne være lidt svært at skelne mellem disse ting, mens krigen stod på.
På samme måde har jeg det med Rusland i dag. Jeg er stadig stor beundrer af Dostojevski og Solsjenitzin (sådan cirka da), og den her særlige russiske/slaviske måde at skrive på, kan nærmest give mig gåsehud. Ligeledes kan man kun udtrykke beundring for det overnaturlige overlevelsesinstinkt, som den russiske - og så sandelig og i mindst ligeså høj grad den ukrainske! - viste under 2. verdenskrig og over 2 års konstante og ekstremt brutale og voldsomme bøllebank af den tyske krigsmaskine. Leningrad - for bare at nævne et eksempel - kan man kun udtrykke beundring for.
Og lige på dét punkt har Putin nok en pointe; man kan jo ikke måle og veje den slags, men jeg er helt overbevist om, at det russiske folk er markant mere hårdført end vesteuropæere og amerikanere; den tilstundende gaskrise ville næppe ryste russere i samme omfang! Så i dét tilfælde har Putin nok set rigtigt; altså i forhold til Vesteuropa. Hvad han måske ikke helt har begrebet, er, at russere også er et andet sted end for 80 år siden. Han overser, at det Vesten, han på den ene side afskyr - og som han ønsker at blive som - også i høj grad har sneget sig ind i den russiske folkesjæl (i Rusland vest for Uralbjergene). Russere stiller også i stigende grad krav til materiel velfærd, og den for mig ret markante reaktion på den "delvise mobilisering" viser, at det russiske folk ikke i samme grad er indstillet på ufattelige lidelser, som da Nazi-Tyskland invaderede Sovjetunionen. Det er temmelig svært at bilde russerne ind, at deres ret til at eksistere skulle stå og falde med en bid af Ukraine!
Dertil kommer så, at vi - fejlagtigt - har en tendens til at opfatte Rusland som en samlet enhed; på samme måde som Rusland har en tendens til at opfatte Vesten som en tilsvarende samlet enhed på trods af, at russerne under begge verdenskrige var allierede med hhv. Storbritannien og Frankrig og Storbritannien, Frankrig og USA.
Jeg tænker her på dagestanere, der har trukket et ualmindeligt stort læs af den "særlige militæroperation". Drømmen om et Stor-Rusland, panslavisme og russisk nationalisme og imperialisme lader sig vel vanskeligt oversætte til et asiatisk/muslimsk folkefærd, der jo selv er/har været underlagt samme imperialisme. For dem må Ukraine - ja, store dele af Rusland - være uendelig fjernt, og Vesten vel nærmest en anden planet.
Når vi taler kolonier/imperialisme, falder talen jo altid på Vesten og Europa; Storbritannien, Frankrig, Spanien, Portugal, Holland og jo også Danmark. Vi glemmer, at det "hvide/europæiske" Rusland i lige så høj grad har været gennemsyret af kolonialisme - blot ikke oversøisk, men via underkuelse af små asiatiske folk, som dukkede op på det gigantiske landområde øst for Moskva.
Det er langtfra tilfældigt, at dagestanere har taget mod et uforholdsmæssigt stort antal ukrainske kugler. Det var også velkendt, at det russiske herrefolk i Sovjetunionen jog de asiatiske sovjetrepublikkers soldater til frontlinjen mod Nazi-Tyskland. Jeg undrede mig f.eks. længe over, hvordan pokker Kazakhstan f.eks. kunne miste en tiendedel af sin befolkning under 2. verdenskrig!
Pointen er; det her er jo ikke f.eks. dagestaneres og tjetjeneres krig. De folkeslag er jo næsten ligeså væsensfremmede for russere som for tyskere, danskere, svenskere osv. Og hvordan reagerer de europæiske russere i f.eks. Moskva og St. Petersborg, når de sendes til fronten i Ukraine?
Nå, pointen forsvandt sgu i grunden lidt i denne bravada, der stritter lidt til højre og venstre. Jeg kommer med et par konkrete spørgsmål senere :-)