En interessant kommentar fra Samuel Rachlin - tidligere korrespondent i Rusland. Samuel Rachlins forældre oplevede i øvrigt at bo i et land der blev invaderet af Rusland og derefter sendt i Gulag arbejdslejre i Sibirien.
Undergang. Det er, hvad verden har iagttaget i Rusland siden februar 2022. Vi er vidner til endnu en af de grandiose russiske utopiers undergang indpakket i lag af løgn og forstillelse og ledsaget af blodig aggressionskrig og masselidelse for millioner af uskyldige.
Utopien er navnløs, men man kunne med et lån fra Donald Trumps verden kalde den MRGA, Make Russia Great Again.
Det er visionen om, at Rusland skal genopstå som et imperium, en frelsernation udvalgt af forsynet til at føre an og vise alle andre vej.
Den form for selvovervurdering var fra et tidligt tidspunkt russernes måde at kompensere for, hvad skuespilleren Gunnar Lauring kaldte »et fuldt berettiget mindreværdskompleks«. Gennem en stor del af sin historie har Rusland haft en svaghed for utopier, der skulle realiseres med vold og magt. Og de endte med undergang.
Et ocean af blod
De tidligste russiske utopier med deres blanding af religion, mysticisme og russisk exceptionalisme går tilbage til det 15. og 16. århundrede. De russiske grundutopier er Moskva som Det Tredje Rom, Det Hellige Rusland og bolsjevikkernes kommunistiske tusindårsrige, der optog det meste af det 20. århundrede og druknede i et ocean af blod. MRGA er putinismens utopi for det 21. århundrede.
Det har bragt os til randen af Tredje Verdenskrig. Udfordringen for de vestlige demokratier har været at forstå, hvad der udspiller sig, hvad der driver Vladimir Putin, og hvordan man håndterer Rusland for at undgå, at krisen ender med katastrofen. Som historiens andre katastrofer begynder den med ord.
Når vestlige medier, også danske, kalder Ruslands seneste, massive angreb på civile mål og infrastrukturanlæg i Ukraine for hævn efter angrebet på Krimbroen, giver det Vladimir Putin og Kreml et skær af legitimitet. Det kunne lyde, som om det nærmest er helt berettiget, at russerne går amok og bomber løs på må og få over hele Ukraine i en regulær skræk- og terrorkampagne. Det er jo hævn. Virkelig? Og hvad med de angreb med tusindvis af missiler og utallige artillerigranater, der er regnet ned over Ukraine siden februar og som har haft titusindvis af ofre? Hvad med massakrer og massegrave, tortur og voldtægt, hvis fulde omfang, man stadig ikke kender. Hvad var de hævn for?
Ord betyder noget og aldrig mere end i en grundløs krig, som den, vi ser i dag. Tager man dem for gode varer, og genbruger man Moskvas forklaringer, gør man sig til medskyldig i en krig, der er ved at udvikle sig til folkedrab. Demokratierne har været alt for overbærende, mens putinismen har taget form som det 21. århundredes fascisme. Man har overladt initiativet til brug af ord og propaganda til Moskva i en grad, der har overbevist Putin & Co. om, at der er frit slag. Først til ord og derefter til handling. Og krig.
Desperate krigsforbrydelser
Angrebet på Ukraine fra første dag til de seneste angreb har ikke været andet end morderiske, desperate krigsforbrydelser. De skal ikke betegnes som andet og skal fordømmes uden tøven for, hvad de er. Ellers risikerer vi at normalisere en krig af en karakter og et omfang, vi ikke har oplevet siden Anden Verdenskrig. Det vil sige, at vi accepterer Putins og hans fascistiske styres forklaring om, at der er tale om legitim gengældelse for »Kyiv-regeringens terrorhandlinger« mod Rusland.
Det sker efter en metode, som man i Rusland har rendyrket i generationer som en kunstart. Den går ud på at forvandle krænkeren til den krænkede part og lade Moskva optræde i sin yndlingsrolle som den evigt forurettede. Det uskyldige offer, der bliver udsat for overgreb. »Det er umuligt ikke at svare på den slags forbrydelser,« som Putin forklarede efter missilangrebene.
Rusland er altid blevet berømmet for sin teater- og skuespiltradition. Med fuld ret. Det har man ikke fra fremmede – russisk politik har gennem hele historien været teater med kulisser, staffage og blændværk nøje iscenesat og koreograferet. Hvis vi spiller med og ikke siger klart og entydigt fra, er vi med til at bekræfte Putin i hans vrangforestillinger og til at bane vejen for næste eskalering: Putins mytologiske røde knap, der kan udløse en atomkrig og en brat afslutning på den verden, vi kender i dag. Putin har forberedt sin befolkning gennem mange år og har kun brug for nogle få ord: »Det er umuligt ikke at svare på den slags forbrydelser.« Vores nations overlevelse står på spil. Det er dem eller os. Det er kun russisk gengældelse. Kun berettiget russisk hævn.
For os andre er der kun at konstatere, at vi efter 23 år med Putin ved, at han holder ord og holder, hvad han truer med. På den måde er vi nu fremme ved et punkt, hvor der kun er et lille skridt tilbage. Fra utopiernes undergang til Undergang.