Turen fra det sydlige Aarhus og til Silkeborg ved 17.15 tiden var relativ rolig. Der lå væltede træer hist og her, men ingen af dem var til gene for biler. For cykler har det dog næppe været sjovt. En tur igennem Slet med alle deres små lortetræer der trak sig sammen indover kørebane, var ikke det sjoveste jeg har oplevet i mine 28 år, men trods alt en kort fornøjelse.
På Genvejen i Viby/Hasselager lå en væltet lastbil i grøften, som ellers havde tænkt sig om og parkeret på den dertil indrettede P-plads. Det var stormen dog øjensynligt kold overfor. En hel garde af folk forsøgte at trække den op selvom chaufføren var ude og i god behold. Jeg valgte at se mit smut til at køre forbi i vanlig, langsom glo-hastighed, så jeg fik det hele med.
Dejlig musik i radioen blev hele turen hjem forpurret af P4 trafikmeldinger om, at Samsø var livsfarlig og, at jeg ikke skulle køre over Sejs hjem. Som om det var planen. Uden yderligere forsinkninger landede jeg trykt i mit hjem, pakkede lidt cola og kørte op til min Svoger og Svigerinde for lidt aftensmad. Alt åndede fred og idyl indtil svigermekanikken dukkede op med deres chokerede miner. De har den alder hvor det er okay, at være chokeret over blæsevejr, så vi lænede os tilbage og lyttede på hvor forfærdeligt det havde været for dem, at komme ud af grusvejen for alle de små grene, æbler, blade og mindsanten om ikke en birk på et par meter havde ladet livet, i guds mægtige vrede. Efter, at have kastet sig med livet i hænderne på vor herre, ud af bilen, trukket det stakkels træ af vejen og ind igen, kunne de klare turen på 1,2km med ca. ligeså bred vej op til min svoger og svigerinde. Alt sammen tog skrækindjagende 3 minutter! - Forklaringen om de 3 minutter tog dog en time.
Da vi skulle hjem gik svigerfar ud med en pose affald og da han kom tilbage var det med blodet løbende ned fra næsen, og smadrede briller. Han var kommet i indfight med skraldespanden, som vinden havde rottet sig sammen med. Det betød at låget havde angrebet ham i en unfair kamp med svigerfar og hans skraldepose i hånden.
Det var en helt igennem forfærdelig dag, som kostede mig ca. 5 minutters længere tur hjem, i hvert fald en spildt time på deres historier og yderligere 5 minutter på ynk over kampen med den voldsomme affaldsspand. Aarhus og Silkeborg: Over and out.
Silkeborg IF