Én tilgang blev det til på Hornevej i vinterens transfervindue. Men spørger man Steffen Højer, er det lige før, han tæller for to.
Mathias Kubel var ikke bare en stor profil for Aarhus Fremad i efteråret, han var en stor profil i hele Betinia Liga. Den lynhurtige offensivspiller noterede sig for fem mål og seks assists i 19 kampe, og det fik AaB til at slå til.
Den 24-årige Kubel har været AaB-spiller i lige knap en måned, men det har været rigeligt tid til at efterlade cheftræneren med store øjne.
- Vi har fået Kubel ind, som forhåbentligt over tid kan blive rigtig, rigtig vigtig for AaB.
- Han har allerede givet os momenter af lykke. Der er små ting, han kan, hvor man bare står og tænker ‘hold da op’. Han har en ekstrem fart, mens han også er meget dygtig på bolden.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er klart, at der er en tilvænning i, at vi træner lidt mere, end han har været vant til. Vi fører ham stille og roligt ind i tingene. Han er kommet til et andet miljø.
- Kubel har derfor også en dag mere om ugen end de andre, så han kan komme helt på plads. Jeg håber, at vi kan bygge videre på det, som de gjorde flot nede i Aarhus Fremad, siger Steffen Højer.
Ny Dalsgaard?
Mathias Kubels vej til AaB har ikke været, som de flestes er. For lidt over et år siden tørnede kantspilleren ud for barndomsklubben Hedensted IF i Danmarksserien.
Den 1. januar 2025 gik turen til den daværende 2. Divisionsklub Aarhus Fremad, hvor han tidligere havde spillet, og Kubel har ikke set sig tilbage siden.
Oprykning til Betinia Liga og et efterår, hvor han med det samme tilpassede sig niveauet, kastede skiftet til AaB af sig.
Steffen Højer ser en meget spændende case i Kubel.
Kan han blive en ny Tonni Adamsen eller Henrik Dalsgaard, hvor spilleren er kommet lidt på bagkant og har fået en flot karriere?
- Det tror jeg på, at han kan. Jeg synes, at det er rigtig godt hentet af John Møller og resten af teamet.
- Jeg kniber mig sommetider i armen over, at Kubel er her i AaB, når jeg ser, hvad han kan.
- Nu skal han så vise over for sig selv, at han kan håndtere at løbe ind på Aalborg Portland Park, når der er tryk på. Han har mange af de evner, det kræver for at spille på øverste niveau, slår Steffen Højer fast.
Ifølge Nordjyske betalte AaB i omegnen af en halv million euro for Mathias Kubel, hvilket svarer til 3,7 millioner danske kroner.
Den 24-årige offensivspiller har fået en fireårig aftale med AaB.

Gulddrømme og uro i Superligaen
Hattrick | Afsnit 74Guldkampen spidser til i Superligaen, hvor AGF og FC Midtjylland kæmper om mesterskabet. Men uden for banen har flere kampe også fået et efterspil med uro og ballade.
Læs mere
AaB
Betinia Liga


































