24-årige Adnan Curovic har valgt at ophæve kontrakten med 2. divisionsklubben AB efter hele fem et halvt år.
Nu svarer AB-cheftræner Patrick Birch Braune på kritikken.
- Adnan skal prøve nogle nye udfordringer, og det har vi taget på tomandshånd. Der har jeg sagt rigtig fint farvel til ham, og det ved han også godt.
- Der er dog gået et eller andet galt i kommunikationen, så vi også offentligt skulle have sagt tak til Adnan for indsatsen igennem mange år.
- Adnan har en stor stjerne hos os, og det vil han også have fremadrettet, så det er en fejl fra vores side, at vi ikke har fået kommunikeret ud, at han stopper, siger Patrick Birch Braune til bold.dk.
Hvordan har du det med, at Adnan Curovic havde forventet en bedre afsked?
- Jeg er da super-ærgerlig over det, og han har da også ret i, at der skulle være kommet en kommunikation ud. Adnan er en spiller, der har taget en tørn for klubben længe, og så skulle der også være kommet et ordentligt farvel offentligt.
- Vi har haft en god snak en-til-en, hvor jeg har sagt, at jeg er utrolig glad for ham og holder af Adnan. Det er min forståelse, at han har været rigtig glad for AB.
Skal tages til efterretning
Braune fastslår, at han har forståelse for, at Curovic vil jagte fast spilletid et andet sted.
- Det er helt fair. Når man har spillere, skal man vurdere dem sportsligt, og så skal de også prøvet noget nyt. Det har vi haft en god samtale om, og der har ikke været noget fnidder. Jeg har ønsket ham held og lykke.
AB-cheftræneren mener, at Curovic har haft stor betydning for klubben, og han håber, at forsvareren vender tilbage til Gladsaxe-klubben på et senere tidspunkt.
Derfor mener han, at klubben skal tænke sig om en anden gang.
- Jeg er megaærgerlig over, at det ikke blevet meldt ordentlig ud offentligt, og det må vi tage til efterretning, så det bliver gjort ordentligt fremadrettet, siger Patrick Birch Braune til bold.dk.
AB indtager tredjepladsen i 2. division, og i efteråret fik Curovic ti kampe for klubben i 2. division.


AB
CampoBet 2. division




























