2. division -Topscorer og Årets Profil: AB's Noah Engell drømmer om udlandet
2025-06-09 14:40:43
Foto: Mia Hansen, AB

Topscorer og Årets Profil: AB's Noah Engell drømmer om udlandet

Topscorer og Årets Profil i 2. division, Noah Engell, fortæller til Bold, at han drømmer om udlandet, men understreger, at han ikke har travlt med at komme videre fra AB, hvor han er glad og udvikler sig. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 32. runde

FT

NÆS

0 - 1

AB

Noah Engell har brændt banen af i 2. division i denne sæson.

Den 21-årige AB-angriber er rækkens topscorer med 16 kasser og blev i weekenden kåret til Årets Profil af Spillerforeningen

- Det er gået meget hurtigt. Før sæsonen havde jeg kun scoret to mål i 2. divison og spillet et halvt år i rækken. Det har været over forventning, og jeg har udviklet mig gennem hele sæsonen og er blevet bedre og bedre.

- Det har været en mega fed sæson, som jeg er stolt af, og den bedste sæson i min fodboldkarriere, siger Noah Engell til Bold. 

Engell startede sæsonen i HIK, men efter et flot efterår med otte scoringer og tre oplæg tog han turen fra Hellerup til Gladsaxe, hvor han skrev under med AB.

- Jeg følte, at jeg havde brug for at prøve noget lidt andet. I AB trænede de om morgenen og havde et professionelt miljø, som jeg gerne ville prøve at være en del af, hvor i HIK var det mere om eftermiddagen.

- Jeg spillede også i AB på U12, U13 og U14, inden jeg tog på efterskole, lyder det fra topscoreren.

Den målfarlige angriber har som ungdomsspiller igennem årene kigget på de helt store internationale stjerner, når han har hentet inspiration til sit eget spil. 

- Jeg har altid været stor fan af Cristiano Ronaldo. Nu han så lidt op i årene og spiller lidt anderledes, men det har altid været Ronaldo. Jeg er også Chelsea-fan, så jeg har altid været fan af Eden Hazard, og den måde han dribler. 

Drømmer om udlandet
Til en træning i løbet af sidste uge blev Noah Engell overrasket af Spillerforeningen, som overrakte ham prisen som Årets Profil i 2. division, der bliver kåret af spillerne selv. AB-bomberen modtog 21,1 procent af stemmerne. 

Prisen som Årets Profil i 2. division er i de tre foregående sæsoner blevet uddelt til Elias Sørensen, Emil Holten og Mileta Rajovic, som alle også har prøvet sig af uden for de danske grænser. En drøm som Noah Engell også deler. 

- Alle fodboldspillere vil gerne til udlandet.  At spille i AB føles professionelt og fedt, men man drømmer selvfølgeligt altid om mere. Det er da en kæmpe drøm at spille i udlandet, og det tegner godt at blive Årets Profil ligesom de her spillere, der har været store steder, siger han til Bold. 

Den 21-årige AB-profil understreger dog, at han ikke har travlt med at komme videre fra Gladsaxe. 

- Det er jo det rigtige, der skal komme, før det giver mening. Jeg er glad i AB og hele systemet og alt passer rigtig godt til, at jeg kan få succes, men hvis der kommer et rigtigt bud, måske fra udlandet, så ville det helt klart være en mulighed. 

- Det er ikke rigtigt noget, vi har snakket om, at jeg skal videre, for jeg har kun spillet her et halvt år, og jeg er glad for, at det går godt, og så må jeg se, hvad der sker i fremtiden, siger han.

Med en kamp tilbage står det klart, at AB slutter på fjerdepladsen i 2. division, men Engell er sikker på, at oprykning til NordicBet Ligaen bliver en realitet i næste sæson. 

- Vi viste rigtig god form og slår alle de hold, der ligger over os overbevisende, så jeg tror 100 procent, at AB kommer til at rykke op næste år, lyder det. 

AB møder Næstved på lørdag i sæsonens sidste kamp. 

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 32. runde

FT

NÆS

0 - 1

AB

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce