AC Ajaccio rykkede i 2023 ud af Ligue 1, og siden har klubben været i frit fald.
I sidste sæson blev klubben tvangsrykket fra Ligue 2 til den tredjebedste række på grund af økonomiske problemer, og nu har Ajaccio så indgivet konkursbegæring.
Klubben har samtidig mistet sin status som professionel fodboldklub for første gang i 27 år.
Flere franske medier, herunder Corse-Matin, skriver, at klubben mandag indgav en insolvenserklæring i handelsretten i Ajaccio.
Konkursbegæringen sker efter en længere periode med store økonomiske problemer, som bestyrelsen ikke har kunnet løse i form af at tiltrække investorer eller dække et underskud på omkring 13 millioner euro.
Det betyder, at 180 personer mister deres job, ligesom træningsanlægget, der i maj blev kåret som det bedste i Ligue 2, skal lukkes.
Det franske finanstilsyn, DNCG, har ekskluderet Ajaccio fra alle nationale turneringer, hvilket tvinger klubben til at genstarte i Regional 1, der er den sjettebedste række.
Klubben håber dog at kunne få omstødt dommen og starte i National 3, der er den femtebedste række i Frankrig.
AC Ajaccio har været en del af Ligue 1 i flere omgange i dette årtusinde, senest i 2023.
Fans har allerede indsamlet mere end 10.000 euro på 24 timer i et forsøg på at redde klubben, men det er usikkert, hvad fremtiden bringer for Ajaccio.
Klubbens nuværende bestyrelse ventes dog at træde tilbage i de kommende dage.
Kort før premieren i Ligue 2 stod det klart, at Boulogne overtog Ajaccios plads i rækken. Læs den historie her.


ACA Ajaccio
Ligue 2































