

Efter en svingende sæsonstart er AC Milan for alvor ved at komme i gang, men holdet må ikke lade sig rive med.
Det forklarer cheftræner Gennaro Gattuso, efter AC Milan søndag tog en sen 1-0-sejr over Udinese på udebane. Det var Milano-klubbens tredje ligasejr på stribe, men den gode form må ikke stige truppen til hovederne, siger Gattuso.
- Vi er nødt til at se fremad. Vi var ikke uduelige før, og nu er vi ikke pludselig blevet verdensmestre, siger Gattuso, ifølge Football Italia.
- Vi skal kæmpe for det og få point, hvor vi kan. Sejrene hjælper os til ikke at føle, at bolden vejer 100 kilo, og vores skuldre tynges ikke af det tunge pres.
Sejren mod Udinese kom i hus efter en sen scoring af Alessio Romagnoli, de tre point var velfortjente, mener cheftræneren.
- Vi led, for vi kom med mange skader, men jeg synes, at vi fortjente sejren.
- Udinese er et meget fysisk hold, som er aggressive og farlige på dødbolde. Jeg kunne virkelig godt lide vores præstation og attitude, siger Gattuso.
Med sejren spillede AC Milan sig op på fjerdepladsen i Serie A. Holdet har ti point op til Juventus på førstepladsen.


AC Milan
Serie A

































