














Jakob Poulsen havde ordet, da AGF-spillerne stillede sig i en rundkreds omkring ham.
Forinden havde hans tropper leveret et vildt comeback mod Lech Poznan, som betød, at det hele skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence.
Her havde cheftræneren en klar og tydelig besked til sine spillere.
- I første omgang skulle de vide, hvem der skulle sparke, og i hvilken rækkefølge, forklarede Jakob Poulsen efterfølgende og fortsatte:
- Men derfra var budskabet, at de skulle bestemme sig for, hvad de ville gøre. Det vigtigste i en straffesparkskonkurrence er at have en plan, når du går derop - og at du følger den plan.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det går tit galt, når folk begynder at tvivle og lige pludselig tænker i andre scenarier. Så bliver det vanskeligt, men man må sige, at de eksekverede ganske fornuftigt.
Kristian Arnstad sparkede det første straffespark på stolpen, men derfra var der ingen slinger i valsen hos de øvrige sparkere, der sørgede for at fuldende miraklet i Poznan.
Alt imens stod Jakob Poulsen og så til fra sidelinjen.
- Ja ja, jeg kiggede. På det tidspunkt var jeg helt rolig, fordi jeg synes, at vi havde gjort det, vi skulle. Vi havde ramt den toppræstation, der skulle til, og fået kampen ud i straffesparkskonkurrence. Så jeg stod bare og nød drengene, der virkelig gjorde det godt.

AGF
CL-kval



















