1. Division -Thorup afbrød ferie: Indkaldt til møde med klar besked
Foto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters/Ritzau Scanpix
2026-06-04 12:57:12
Foto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters/Ritzau Scanpix

Thorup afbrød ferie: Indkaldt til møde med klar besked

Jess Thorup og hans stab var rejst på ferie, da Al Ahly-cheftræneren måtte flyve til Egypten for at deltage på et hastemøde med blandt andre præsident Mahmoud El Khatib. Mødet havde et formål, og om lidt er danskerens egyptiske eventyr slut. Kom tæt på forløbet her. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Sæsonen var færdigspillet, og Jess Thorup var taget på ferie. 

Langt væk fra Al Ahly og Egypten - og væk fra de mange spekulationer og historier, der i den seneste tid har kredset om cheftrænerens navn.

Det samme var hans stab, og planen var, at de først skulle mødes igen i om nogle uger - når forberedelserne til den nye sæson skulle sættes i gang. 

Men det har et hastemøde i Egypten ændret på - og nu er Jess Thorup få øjeblikke fra at være fortid som cheftræner i Al Ahly sammen med hans resterende stab, som tæller flere danskere.

Kom tæt på forløbet her. 

Utålmodige fans
Jess Thorup kom til Al Ahly i oktober sidste år på en aftale, der løb for to et halvt år - og til stor tilfredshed hos ledelsen i Al Ahly. 

Inden hans første kamp på sidelinjen blev han mødt af et stort banner fra klubbens fans, som gjorde det klart, at de forventede store resultater.

- Vi stoler på dig, Jess Thorup. Sammen skriver vi historie, stod der på fansenes banner.

Samtidig fortalte Ismael Mahmoud, som til dagligt dækker storklubben tæt for det arabiske medie WinWin, dog til Bold kort efter ansættelsen, at klubbens fans overhovedet ikke er tålmodige. 

Og det er det, som Jess Thorup nu mærker konsekvenserne af. 

For danskeren glippede det egyptiske mesterskab og den afrikanske Champions League, som ellers er klubbens mål hver sæson, og så vendte stemningen - og med det fulgte trykket fra de egyptiske journalister.

Du skal ikke følge mange egyptiske journalister på de sociale medier, før det står klart, at Jess Thorup i længere tid har været under pres i den store egyptiske klub Al Ahly, hvor forventningerne er mesterskaber og titler. 

Det har ført til, at de seneste måneder har været fyldt  med skriverier fra den egyptiske presse om, at danskeren snart ville være fortid i den store klub. 

Det er, som Bold forstår det, en del af taktikken i Al Ahly, at man får ting ud at leve i medierne, inden man træffer den egentlige beslutning.

Fansene har nemlig en kæmpe magt, og hvis små lunser om at Thorup ville blive fyret, bliver modtaget godt, så trykker klubben endnu mere på i den retning. 

Og 56-årige Thorup fik fansene mod sig, og det betød, at beslutningen vedrørende danskerens fremtid onsdag tog fart.

Fløj til hastemøde
Jess Thorup, som var på ferie i Danmark, blev bedt om at komme til Egypten til et hastemøde med sin agent og blandt andre vicepræsident Yasseen Mansour.

Formålet med mødet var ikke en evaluering, men en direkte besked fra klubledelsen til Thorup om, at de ønsker at gå i en anden retning. 

Mødet sluttede natten til torsdag dansk tid, og efterfølgende stod det klart, at pilen pegede mod en afsked. 

Derfor kunne egyptiske medier også tidligt torsdag morgen fortælle, at Jess Thorup er fyret som cheftræner i Al Ahly. 

251150
Foto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters/Ritzau Scanpix

Som Bold forstår det, er fyringen blot et spørgsmål om tid. Lige nu pågår der forhandlinger omkring en aftale, som begge parter kan være tilfredse med - og en aftale kan være nært forestående. 

Samtidig har klubben også besluttet sig for at vinke farvel til assistent Johnny Mølby, analytiker Nichlas Ørbæk Knudsen, målmandstræner Kaj Stefansen og fysisk træner Jacob Willum, som ikke behøver at vende tilbage efter endt ferie. 

Samtidig får team manager Walid Soliman også sparket. 

Det betyder med andre ord, at hele den tekniske stab snart er fortid i den egyptiske klub. 

Jess Thorup nåede dermed 36 kampe i spidsen for Al Ahly med et pointsnit på 1,75 til følge. 

Klubben endte på tredjepladsen i den bedste egyptiske række.

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce