2026-07-23 16:44:38

Argentinsk forbund raser i mulig skandale: Truer med retssag

Det argentinske fodboldforbund (AFA) er rasende over, at flere medier beskylder forbundet for økonomisk bedrageri samt hvidvask af penge.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det argentinske fodboldforbund (AFA) er gået til angreb på de historier, der de seneste dage har koblet forbundets ledelse sammen med en omfattende FBI-efterforskning i USA.

Flere internationale medier har beskrevet, hvordan FBI og det amerikanske justitsministerium undersøger AFA's økonomiske aktiviteter gennem det Floridabaserede selskab TourProdEnter LLC.

Samtidig har der floreret oplysninger om, at AFA-præsident Claudio Tapia og forbundets kasserer Pablo Toviggino skulle være blevet indkaldt til afhøring i USA.

Nu afviser AFA det hele i en pressemeddelelse.

- Dokumentet, som flere medier henviser til, udgør ikke en indkaldelse rettet mod AFA's præsident Claudio Tapia eller forbundets kasserer Pablo Toviggino, skriver forbundet.

Artiklen fortsætter efter billedet

VM -Argentinsk forbund raser i mulig skandale: Truer med retssag
Foto: Andrew Harnik/AFP/Ritzau Scanpix

AFA understreger, at den amerikanske stævning er sendt til en tredjepart, som er blevet bedt om at møde for en jury og fremlægge dokumentation, der blandt andet kan vedrøre ledere i det argentinske fodboldforbund.

Forbundet afviser samtidig de mest opsigtsvækkende rygter.

- Det er fuldstændig usandt at påstå, at Claudio Tapia eller Pablo Toviggino er blevet indkaldt til afhøring af de amerikanske myndigheder. Det er ligeledes usandt, at deres mobiltelefoner eller andre elektroniske enheder er blevet beslaglagt.

Den kontante udmelding kommer, mens FBI ifølge både La Nación og Miami Herald fortsat undersøger milliontransaktioner gennem TourProdEnter LLC.

Ifølge medierne forsøger de amerikanske myndigheder at klarlægge, hvordan hundredvis af millioner af dollars er blevet kanaliseret gennem det amerikanske banksystem, og om nogle af transaktionerne kan udgøre hvidvask eller banksvindel.

La Nación har beskrevet, at føderale anklagere allerede har afhørt vidner med indgående kendskab til AFA's økonomiske aktiviteter, mens Miami Herald skriver, at efterforskningen også omfatter en række selskaber i det sydlige Florida, som mistænkes for at have fungeret som skuffeselskaber.

Trods undersøgelserne fastholder AFA, at de oplysninger, der er blevet offentliggjort om Tapia og Toviggino, er forkerte.

- Dokumentet indeholder ingen personlige foranstaltninger mod præsidenten eller kassereren. Det pålægger dem ingen procesmæssige forpligtelser og indeholder heller ingen kendelse om beslaglæggelse af deres ejendele.

AFA nøjes dog ikke med at afvise historierne. Forbundet går også direkte i rette med mediernes dækning og varsler juridiske skridt.

- Spredningen af unøjagtige eller bevidst fordrejede oplysninger skaber alvorlig misinformation og skader uberettiget omdømmet for både personer og institutioner.

Afslutningsvis sender AFA en klar advarsel.

- AFA forbeholder sig retten til at anlægge alle nødvendige retssager mod spredningen af falske eller åbenlyst vildledende oplysninger, som skader institutionens eller dens lederes rettigheder.

Podcast Cover

Få Braithwaite hjem til Superligaen

Ugens Suppe | Afsnit 3

Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem. 

Læs mere
-52:54

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce