2026-07-24 10:00:00

Argentinsk opførsel splitter: Man skal vinde for enhver pris

Argentinas adfærd igennem VM-slutrunden og i finalen har skabt forargelse blandt fodboldfans og eksperter. Bold har talt med fodboldkommentator Jonas Schwartz for at nuancere debatten.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Søndag aften kunne Spanien hæve VM-titlen med finalesejren over Argentina.

En uskøn finale der for mange huskes for Argentinas hårde spil og Spaniens overlegenhed. Fodbolden vandt, hævder flere.

Argentina er blevet kritiseret vidt og bredt for deres hårdhændede metoder i jagten på at genvinde titlen.

Især Leandro Paredes’ handlinger efter opgøret har skabt foragt og er for mange fodboldfans blevet billedet på Argentinas VM-slutrunde.

Bold har talt med Jonas Schwartz for at sætte argentinernes ageren og reaktionerne i hjemlandet i perspektiv. Han er fodboldkommentator på Disney+, er argentinsk gift og har et indgående kendskab til argentinsk fodbold. 

Det undrer ikke Jonas Schwartz, at reaktionen har været, som den har været.

Artiklen fortsætter efter billedet

VM -Argentinsk opførsel splitter: Man skal vinde for enhver pris
Foto: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix

- Det er en helt forventelig reaktion fra Europa, og vi har set den igennem flere slutrunder. Det er ikke en opførsel, der opfattes som vild i Sydamerika – det er bare en måde at overleve.

Der er helt grundlæggende tale om en kulturforskel, når europæere har svært ved at forstå, hvorfor argentinere eller andre sydamerikanere opfører sig, som de gør.

Det handler om en helt anden bagage og indstilling, argentinerne kommer med, som man har lært fra barnsben og kommer til udtryk på banen.

- Det er det her clash, der nogle gange kommer, når to fodboldverdener tørner sammen. Det er en anden type fodbold, der bliver spillet i Sydamerika. De spillere her er vokset op med noget helt andet fodbold, end det som vi er i Europa. Det er meget mere voldsomt spil hernede. Når vi synes noget er ’svinsk’ i Europa, synes de blot, at det er ’hårdt’.

- Det er et våben at spille meget hårdt. Når man er oppe imod et stærkere hold, må man spille med nogle andre ting, og der bruger de fysikken og hårdheden, mens vi i Europa ser det som noget svinsk.

I virkeligheden er der ifølge Jonas Schwartz tale om et overlevelsesinstinkt, der sætter ind, og som de argentinske fans elsker at se.

Ved dette VM har landets borgere i høj grad kunne spejle sig i deres helte på banen, der har måttet lide ad flere omgange for at nå til finalen.

- Mange af de her spillere har været i et udskilningsløb, siden de var 10-11 år. Det er der også i Danmark, men der har vi et sikkerhedsnet og muligheder, hvis vi ikke bliver professionelle fodboldspillere. I Argentina er der meget mere på spil, og det handler meget tidligt om, at man skal vinde. Man er vokset op med, at man skal vinde for enhver pris, og så lærer man alle de her tricks.

- Vi har også set det med Uruguay og Paraguay til slutrunder. Det er jo en kulturforskel, hvor man også er en del af samfund, hvor det er hårdt at overleve. Der er ikke noget, der kommer til én. Man bliver nødt til at bruge de ting, der er til rådighed, til at skaffe sig vej frem.

- Det er også en måde at skaffe sig vej frem på en fodboldbane. At man går til den, skråer om nogle hjørner og påvirker dommeren så meget, man kan. Det er sådan, som vi nordeuropæere har svært ved at forstå, fordi vi kommer fra en helt anden hverdag, og det er bare en anden virkelighed i Argentina.

Selvom argentinerne hylder, når landsholdsspillerne kæmper for nationen, er der dog en fælles forståelse i landet af, at Leandro Paredes’ aktioner var over grænsen.

- Det der skete med Paredes, hvor han er decideret voldelig, tager man også afstand til hernede. Man synes, det er pinligt og langt over grænsen, at man opfører sig på den her måde. Det er ikke noget, som, de synes, var i orden.

Lionel Scalonis tropper vendte tilbage til hjemlandet tirsdag, hvor de havde en sølvmedalje om halsen.

De er trådt et skridt ned ad podiet siden seneste slutrunde, men blev trods det modtaget som helte.

Det skyldtes blandt andet sejren over England i semifinalen, der var en af de vigtigste i tiden under den nuværende landstræner. Med den sejr kunne man lettere acceptere et finalenederlag, som, den argentinske presse erkender, var helt fortjent.

Podcast Cover

Få Braithwaite hjem til Superligaen

Ugens Suppe | Afsnit 3

Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem. 

Læs mere
-52:54

Annonce

15 kommentarer

Se kommentarer
Annonce