2024-06-06 22:06:25

Hourihane skifter til dobbeltrolle i gennembrudsklub

Irske Conor Hourihane skifter tilbage til Barnsley, hvor han for alvor fik sit gennembrud i midten af 10'erne. Her skal han være spillende træner.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Efter to sæsoner i Derby rykker anfører Conor Hourihane nu videre.

Den tidligere irske landsholdsspiller skifter fra næste sæson tilbage til Barnsley, hvor han var en stor profil fra 2014 til 2017.

Her skiftede han først til efter stærke sæsoner i League Two for Plymouth, inden han i Barnsley var med til at spille dem i Championship.

Efter bare et halvt år i Englands næstbedste række havde han scoret seks gange og lagt op til 12 mål, hvilket var nok til, at Aston Villa, som ligeledes spillede Championship på det tidspunkt betalte 26 millioner kroner for ham.

Siden var han med til at spille Aston Villa i Premier League, inden turen gik til Swansea, Sheffield United og altså senest Derby.

Men nu vender han altså 'hjem', som Barnsley selv formulerer det på klubbens hjemmeside.

Dermed skal Conor Hourihane blive i League One, selv om han i den overståede sæson var med til sende Derby tilbage i Championship.

Og det er ikke blot som spiller, at irske Hourihane har sikret sig en rolle i Barnsley. Han har nemlig sikret sig en aftale, hvor han de næste to år skal være spillende træner, inden han overgår fuldt ud til trænerhvervet.

I første omgang skal han sammen med cheftræner Darrell Clarke altså få tingene til at spille både inden for- og uden for kridtstregerne.

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce