Bold kunne tidligere mandag fortælle, at Brabrand henter Lucas Martin Nygaard i Arsenal på en lejeaftale, men 2. divisionsklubben er ikke færdig.
På Facebook oplyser klubben nemlig, at man også henter Omar Jarju i Horsens og Rasmus Düring i AGF.
20-årige Omar Jarju kom til AC Horsens i januar 2024, men gambianeren har ikke formået at få sit gennembrud i klubben, hvorfor han nu skal have minutter i benene andetsteds.
Angriberen har således endnu ikke fået sin førsteholdsdebut i AC Horsens, selvom der var store forventninger til ham i klubben for halvandet år siden.
- Omar Jarju er en høj angriber med åbenlyse spidskompetencer, og ham forventer vi os meget af på den lange bane, men i første omgang skal han have tid til at vænne sig til at bo og leve i et andet land, sagde AC Horsens' direktør Kristian Nielsen ved præsentationen.
18-årige Rasmus Düring har en fortid i AGF's ungdomsafdeling, men han nåede heller ikke at få førsteholdsdebut for klubben.


Brabrand IF
CampoBet 2. division


































