Udover nyindkøbene Bartosz Slisz og Ousmane Sow er den 28-årige offensivspiller Emmanuel Dennis fløjet med Brøndby-truppen på træningslejr i Spanien.
Nigerianeren har tidligere spillet under Steve Cooper i Nottingham Forest, men har siden sommer stået uden klub, og derfor har Brøndby besluttet at tage ham ind, så han kan vise sig frem og træne sig til en potentiel kontrakt på Vestegnen.
I fredags fortalte den walisiske cheftræner mere om Emmanuel Dennis, der har efterladt et fint førstehåndsindtryk.
- Han har stadig en god alder og et godt talent. Nu får vi mulighed for at arbejde sammen, og så kan vi kigge på situationen og se, hvordan det går.
- Emmanuel er en alsidig spiller. Han kan ikke kun dække en position. Han kan spille alle pladserne forrest, og han er kommet i en god forfatning, hvilket jeg havde brug for at se.
Det er nærliggende at tro, at Emmanuel Dennis er i Brøndby, fordi Steve Cooper har trukket på sine tidligere bekendtskaber, men det er ikke hele sandheden, fortæller Brøndby-bossen, der gør opmærksom på, at man kan rekruttere spillere på en lang række måder.
- Det kom ikke direkte fra mig, men da muligheden kom på bordet, var det åbenlyst, at jeg blev spurgt, ligesom han har arbejdet sammen med andre fra staben tidligere.
- Enhver spiller, der kommer eller forlader os, er et resultat af en klubbeslutning. Men det er klart, at nogens holdninger bliver mere fremtrædende end andres.
- Det er nemt at tro, at spillerne kommer, fordi jeg har peget på dem, eller fordi Benjamin har rekrutteret dem tidligere. Sådan er det ikke. Vi samarbejder om tingene.
Emmanuel Dennis har en fortid i klubber som Club Brügge, Watford og senest Blackburn, ligesom han står noteret for otte landskampe for Nigeria.
Og skal man tro Steve Cooper, afslog nigerianeren andre tilbud, da Brøndby viste sig at være en mulighed.
- Det smukke er, at det er en åben situation. Han ville gerne hertil, gribe muligheden, og han afslog andre tilbud, der var på bordet på det tidspunkt. Når nu han ikke har spillet, giver det mening, at vi gør det på den her måde, og så ender det, som det gør.
28 spillere er en del af førsteholdstruppen på Brøndbys træningslejr i Spanien. Jordi Vanlerberghe og Stijn Spierings er dog ikke med, fordi de afsøger muligheden for et skifte.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

Brøndby IF
3F Superliga



































