


Patrick Pentz blev en af heltene for Brøndby, da mandskabet torsdag vandt 2-1 over Vejle Boldklub og gik videre i pokalturneringen.
Den østrigske målmand reddede nemlig straffespark sent i anden halvleg, hvorefter Brøndby senere fik scoret sejrsmålet.
Efter at dommeren havde peget på pletten, løb Pentz væk fra sit mål for at tale med Brøndbys målmandstræner.
Det var Vejle-fansene ikke tilfredse med, men efter kampen forklarede målmanden, at der var en god grund til snakken med træneren.
- Jeg ville lade ham vide, at jeg kunne mærke min lyske igen. I de seneste to uger har jeg haft lidt et problem med min lyske.
- Jeg ville bare fortælle ham, at det måske var en god idé at holde William (Sonne-Schmidt, red.) klar, hvis det blev værre.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var også derfor, at jeg fik behandling senere i kampen. Jeg ville sikre mig, at det ikke blev for slemt, for så kunne det måske blive alvorligt. Heldigvis føles det fint lige nu, siger Pentz.
Så det handlede ikke om mindgames eller at spørge målmandstræneren om Vejles skytte?
- Nej, nej. Jeg troede faktisk, at der var VAR med. Det vidste jeg ikke, og det er min fejl.
- For da jeg kom tilbage til målet, spurgte jeg dommeren, om deres VAR-tjek allerede var forbi.
- Han sagde så, at der ikke var VAR med. Så jeg troede, at jeg havde noget tid, mens VAR tjekkede. Det var så ikke tilfældet, siger Pentz med et grin.
På søndag skal Brøndby spille derby mod FCK, og Pentz fortalte også, at han forventer at spille opgøret trods problemerne med lysken.
I næste runde af pokalturneringen skal Brøndby møde AB.

Brøndby IF
Betano Pokalen




















