Benjamin Schmedes stopper som fodbolddirektør i Brøndby IF til sommer.
Det kom frem onsdag, at tyskeren vender hjem, hvor han skal sidde i en position som sportsdirektør for den tyske ligaorganisation, DFL.
Det pludselige chok er sket en måned efter vinterens transfervinduet lukkede i, og Benjamin Schmedes tror på, at det var det rigtige tidspunkt at melde beslutningen ud.
- Hvis man har en ledende rolle, tror jeg aldrig, at der er en god timing. Især i fodbold, fordi det er så dynamisk. Når det kommer til en sportsdirektørrolle, vil jeg sige, at det er den bedste timing af de dårlige, man kan have.
- Det meste af tiden bruger man på at forberede sommervinduet og den nye sæson. Vintertransfervinduet er lige slut, så jeg tror, det er den bedste timing, da der aldrig er et godt tidspunkt til den slags beslutninger, siger Benjamin Schmedes til Bold og den øvrige skrevne presse.
Benjamin Schmedes varetager rollen indtil sommer, hvor en ny sportsdirektør bliver indkørt.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den afgående sportsdirektør lægger vægt på, at der nu er nogle måneder, hvor Brøndby i ro kan finde den næste til positionen, og hvor han også kan videregive sin erfaring.
- Jeg tror, det, der er meget sundt lige nu, er, at vi har chancen for en reel overgang. For normalt i vores branche, især når det går fra klub til klub, skal man lave transitionen med det samme. Og så har man en overgangsfase, hvor ingen har ansvaret.
41-årige Benjamin Schmedes får titlen som sportsdirektør for DFL, men han kan for nu ikke uddybe, hvad han specifikt kommer til at lave, da det er en nyoprettet stilling.
Han har dog kendt til positionen længe og stod pludselig med et svært valg, da han fik tilbudt jobbet i Tyskland.
- Da den her mulighed kom, var det meget attraktivt at komme til at arbejde i et miljø omkring den tyske Bundesliga. Når man er tysker, er det meget attraktivt, men det var også et naturligt skridt at rykke videre, selvom det ikke var intentionen at forlade Brøndby på det her tidspunkt.
- Jeg skulle vælge mellem to gode ting, og måske var tilbuddet (fra DFL, red.), nok for godt.
Benjamin Schmedes tiltræder jobbet hos DFL efter afslutningen af indeværende sæson med Brøndby IF.

Make VM Great Again: Reportage fra Karrusellen & Live fra Miami!
Drømmeklubben | Afsnit 5Anders og Victor har været på natligt besøg på Karrusellen til en solid omgang hatewatch af Sverige - side om side med en stor flok skønne Japanere.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga






























