Snart sparkes den nye sæson af A-Liga i gang.
Det er det nye navn til Danmarks bedste fodboldrækker for kvinder, som hed Gjensidige Kvindeligaen til og med seneste sæson.
Navneændringen gør samtidig op med ordet 'kvinde', som ikke længere indgår, hvilket har været et klart fokus for Ligaforbundet, der i øvrigt er det nye navn til kvindernes divisionsforening.
Og den ændring betyder en hel del for Julie Madsen fra Brøndby, som længe har undret sig.
- Man føler sig værdsat på en anden måde. Jeg synes, det er fedt, at man har rebrandet både ligaens navn og kvindedivisionsforeningen. Fordi det der med, at der skal stå 'kvinde' foran alt, det er bare træls.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er bare lidt som om, at kvinder er andenrangs, og sådan skal det ikke være længere. Det er ligesom, hvis du går ind på flashscore - så står der Brøndby K, og det gør der de fleste steder. Jeg ved ikke, om det er naturligt, men jeg synes, at det er fint, at det bliver ændret nu, fordi fodbolden er så godt på vej frem, siger Julie Madsen til Bold ved en pressedag i Hafnia Hallen forud for den kommende sæson.
Til den nye sæson kommer TV 2 til at levere dækningen af kampene. Faktisk skal de det de kommende seks år. Den satsning vækker også begejstring blandt spillerne i ligaen herunder Julie Madsen.
- Det betyder sindssygt meget. Det er et helt andet set-up, og det er megafedt, at det er på landsdækkende TV.
Brøndby IF åbner deres sæson af A-Ligaen mod sidste sæsons mestre fra Fortuna Hjørring. Det sker den 9. august.


Brøndby IF (k)
A-Liga

































