2024-12-30 18:43:00

Dansk Burnley-træner testes: En drøm at være i England

Henrik Jensen er rigtig glad for sin start i Burnley, hvor han blandt andet har været en del af det ikoniske juleprogram. Den danske assistenttræner fortæller blandt andet, at han aldrig har prøvet at holde en lignende jul før.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Championship - 25. runde

FT

BUR

0 - 0

STK

I sommer tog Henrik Jensen et nyt skridt i trænerkarrieren.

Han forlod cheftrænerjobbet i Allsvenkan-klubben Kalmar FF for i stedet at drage til det engelske, hvor han er blevet ansat som assistenttræner hos Premier League-aspiranterne Burnley FC.

Det har han ikke fortrudt et sekund.

Det fortæller han i et interview med Bold.

- Det har været rigtig fedt. Jeg har været herover siden slutningen af juni, og det føles både som kort og lang tid.

- Der har været en masse oplevelser, og jeg har fået en masse nye kollegaer, og jeg er blevet del af en fantastisk klub. 

- Så det har været en rigtig god oplevelse.

I Burnley arbejder han under Scott Parker, der ligesom Jensen blev ansat i sommer. Danskeren er meget glad for samarbejdet.

Artiklen fortsætter efter billedet

Championship -Dansk Burnley-træner testes: En drøm at være i England
Foto: Patricia De Melo Moreira/AFP/Ritzau Scanpix

- Det fungerer rigtig godt.

- Jeg forsøger at assistere Scott så godt, jeg overhovedet kan i det daglige. Både til træninger og med forberedelser.

- Han er en rigtig dygtig træner og en fantastisk leder. Vi har fået et godt samarbejde, og han har gjort det utrolig godt.

- Han har også hjulpet mig utrolig meget i den her periode, så det har været et meget positivt møde med ham.

Har du fået det ud af det, som du drømte om?

- Ja, og endnu mere end det, synes jeg.

- Det er klart, når man kommer ud fra landets grænser, som jeg også var, da jeg var i Sverige, så er der en masse ting man kan lære.

- Man bliver også testet på nogle nye ting, og man skal forholde sig til nogle andre ting. Der har jeg allerede nu fået en masse gode indtryk samtidig med, at jeg også kan give dem et anderledes perspektiv.

- Det har altid været en stor drøm at træne i England og opleve de ting, jeg oplever nu. Jeg suger alle indtryk til mig, og så er det klart, at det allervigtigste er grundproduktet.

- At komme ind hver dag og bidrage til teamet og hjælpe spillerne så meget, jeg overhovedet kan, lyder det.

Premier League-ambitioner
Burnley rykkede i sidste sæson ud af Premier League, men noget tyder på, at klubben gerne vil direkte tilbage til den største engelske række.

Jensen og co. har ikke tabt siden starten af november og er i skrivende stund nummer tre i Championship-tabellen.

Hen over det hektiske juleprogram er det blevet til flere store skalpe.

- Vi har haft et rigtigt interessant - men også svært juleprogram. At vi kunne vinde mod Watford og Sheffield United og få en uafgjort mod Middlesbrough, var rigtig godt.

- Med lidt mere skarphed havde vi også vundet kampen i går, men et point var også helt okay.

Specielt sejren over Sheffield United, som er et point foran i tabellen, var vigtig.

- Det var en kæmpe kamp på Boxing Day. De er et af topholdene, som også rækker ud efter en af de øverste placeringer.

Generelt beskriver Jensen det ikoniske engelske juleprogram som hektisk men fedt.

- Vi havde to udekampe, så det er klart, der har også været meget rejseaktivitet. Vi forsøger at maksimere alt det vi kan og forberede os så godt som muligt. Detaljerne i det arbejde kan gøre en stor forskel.

- Det er i hvert fald en jul, jeg ikke glemmer. Den har været meget anderledes, men det har været superfedt og spændende. Så det har kun været positivt.

Og det stopper ikke her. Flere vigtige kampe venter forud for Burnley.

- Nu har vi en stor kamp mod Stoke på hjemmebane, og så venter den måske allerstørste kamp for vores klub, som er mod Blackburn. Så det er to kæmpe kampe, så det er fuld fokus.

Og hvad er målet så? Det er naturligvis oprykning til Premier League.

- Det er det helt store mål. Men Championship er også en utrolig kompetetiv liga, og der er også andre hold, der har det som mål. 

- Det bliver tæt til det sidste, tror jeg.

Du kan se Championship-tabellen her.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Championship - 25. runde

FT

BUR

0 - 0

STK

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce