Danmarks U17-landshold klarede med nød og næppe 2-2 i søndagens opgør mod Holland, og det var derfor bydende nødvendigt for de danske drenge at jagte en stor sejr mod Nordirland, mens de samtidig håbede på lidt hjælp fra England.
I U17-regi er det således alle førstepladserne, som er sikre på avancement, mens syv ud af otte andenpladser ville gå videre.
For at danskerne skulle i betragtning til en af de syv andenpladser, skulle de altså håbe på en hjælpende hånd fra det engelske landshold.
Danskerne gjorde ellers deres del af arbejdet, da to-måls helten fra Holland-kampen, Oscar Schwartau, gjorde det til 1-0 godt syv minutter før pausen.
Artiklen fortsætter efter billedet

I anden halvleg fordoblede danskerne til 2-0 ved Tobais Slotsager, før Jonathan Asp fik sendt danskerne op på 3-0 og en målscore, der potentielt kunne give en andenplads, hvis resultaterne gik danskernes vej.
En 1-3-reducering fra Kieran Morrison i kampens 66. minut satte en lille stopper for den danske målfest, som dog blev genoptaget af Hjalte Bidstrup fem minutter før tid, da han gjorde det til slutresultatet 4-1.
Det var på papiret en god sejr for danskerne, men da Holland samtidig besejrede England og dermed indtog førstepladsen i gruppen foran netop England, må de unge danskere kigge forgæves efter et U17 EM i år.