





Lige efter Danmarks 2-3-kollaps mod Kasakhstan interviewede TV 2 en slemt skuffet Simon Kjær, og bagefter skulle tomålsskytten Rasmus Højlund på skærmen.
Sådan gik det dog ikke, for Kjær satte en stopper for det og tog Højlund, der var tydeligt oprevet, med, så han ikke skulle udtale sig med høj puls lige efter kampen.
Kjær forklarer til den skrevne presse, hvorfor han gjorde, som han gjorde.
- Der er tidspunkter, man skal gøre sådan nogle ting, og der er tidspunkter, man ikke skal gøre sådan nogle ting, og det var bedst, at det ikke var sådan lige nu, siger Kjær.
Hvorfor?
- Fordi at han var rimeligt hidsig. Man skal tænke over, hvad man siger, og det var bedst for Rasmus i den her situation. Det er jeg sikker på, siger Simon Kjær.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvad sagde du til ham?
- Jeg sagde ikke så meget til ham. Jeg sagde bare, at det skal du ikke, fortæller Kjær.
Men pressechefen sagde, at han skulle gøre det?
- Ja, men det var jeg jo så ikke enig i, lyder det fra Simon Kjær, som tilføjer:
- Det var ikke det rigtige på daværende tidspunkt. Hvis Rasmus har et ønske om at gå ud og snakke med pressen efterfølgende, så er jeg sikker på, at han kan gøre det, men det var ikke tidspunktet, når du er 20 år.
- Vi har før oplevet en ung gut, og jeg tror også selv, jeg har gjort det, hvor man lader følelserne løbe af sted. Vi skal huske på, at det er et hold, så vi vinder og taber sammen. Når man gerne vil stå her i de sjove tider, skal man også huske at stå her i de ikke så sjove tider, og der var nogle andre, der måtte tage det læs i denne omgang.
- Lige i den her situation mente jeg ikke, at det var Rasmus, der skulle stå og forsvare det. Han gjorde sit, siger Kjær.
Hvorfor endte Højlund med at stå der?
- Det er jo alt efter, hvem der blev spurgt efter, og så blev der sagt ja, og jeg synes ikke, det skulle være sådan, siger Kjær.
Har du noget at snakke om med pressechefen, i forhold til at han blev sendt derned?
- Nej, overhovedet ikke. Vi har hvert vores arbejde, og han gør sit, så der er ingen bad feelings overhovedet fra min side i forhold til ham i den her situation. Jeg mente bare, da jeg så den situation, at det var ikke det, der var bedst.
- Det havde nok været sjovest for TV2, at det var sådan, men jeg tror også godt, I kan forstå, hvorfor det ikke skulle være sådan, siger Simon Kjær.
Rasmus Højlund gav efterfølgende interview til den skrevne presse, da pulsen var faldet en smule.