Hvad der lignede endnu en sikker sejr til Viborg, endte med at blive et lettelsens suk for udeholdet, da dommer Svend Funder fløjtede af.
Udeholdet havde i det meste af kampen styr på hjemmeholdet og gik til pause foran 2-0 mod et Horsens‑hold, der ikke lignede nogen, der kunne bringe spænding ind i kampen.
Det lykkedes dog, da hjemmeholdet allerede to minutter inde i anden halvleg fik reduceret til 2-1. Efterfølgende fik Viborg igen bragt sig foran med to, hvorefter Horsens kom tilbage i kampen og reducerede til slutstillingen 3-2.
Selvom sejren kom i hus for udeholdet, var det en lettet Asker Beck, der efter kampen satte ord på præstationen.
– Jeg synes, vi vinder fortjent i dag. Vi er i kontrol i hele første halvleg, hvor de ikke rigtig kommer til noget. Men vi kommer ikke ordentligt ud til anden halvleg og får ikke gjort det godt nok ved deres mål lige efter pausen.
– Vi bliver lidt for passive i anden halvleg og lader Horsens styre kampen, selvom vi er i fuld kontrol, da vi går til halvleg.
Artiklen fortsætter efter billedet

På trods af en mindre god anden halvleg fra viborgenserne så Asker Beck alligevel nogle positive tegn på holdet.
– Selvom vi ikke spiller den bedste kamp set over 90 minutter, får vi alligevel kriget den hjem. Det betyder meget, at vi også kan få sejre de dage, hvor det ikke fungerer hele kampen.
– Det er vigtigt, at vi står sammen og er stærke som hold, tager fra i duellerne og viser, at vi er et stærkt kollektiv, også når det ikke fungerer.
Den 23‑årige midtbanespiller mener dog også, at den selvtillid, der er i truppen i øjeblikket, er en af årsagerne til, at holdet er så stærke, som de er.
– Selvfølgelig kan man mærke, at vi er godt kørende lige nu. Man kan mærke det inde på banen i den måde, vi spiller sammen på og hjælper hinanden. Det betyder meget, at alle ved, hvad deres rolle er, og hvordan vi skal gå til de opgaver, vi får.
Viborg har nu hentet 13 point i de første seks kampe af Superligaen, hvilket er den bedste sæsonstart for de grønblusede i 20 år.

AC Horsens
Viborg FF 


























