KLUMME: To slutrunder uden sejr – det er pinligt, Hjulmand

Det kunne handle om tordenvejr og hagl. Om kampafbrydelsen. Om VAR. Om en Delaney-tåspids offside. Om hands-regler. Om Rasmus Højlunds uskarphed.

Der er nok at skrive om efter et brag af en ottendedelsfinale mellem Tyskland og Danmark. En ottendedelsfinale så stopfyldt med bemærkelsesværdige begivenheder og dramatik, at det næsten kan være svært at zoome derud, hvor fakta dog alligevel blinker:

At Danmark er færdige ved EM efter et 2-0-nederlag. Efter nul(!) sejre i fire kampe. Og bare to danske mål.

Det var nu helt efter bogen, at hjemmebanefavoritterne løb med sejren i Danmarks sidste EM-kamp, men undervejs begyndte jeg at tro på det – et begrundet håb. Der var chancer nok for danskerne, men de fleste endte for fødderne af Rasmus Højlund, der simpelthen ikke er skarp nok.

Kasper Hjulmand talte inden kampen om manglende servicering af angriberen, men mod Tyskland fik han tallerkenen fuld af muligheder. Han kunne ikke gafle en eneste, om han så fik lov at prøve hele natten.

I en kamp mod et bedre hold, som Tyskland er og var i de fleste af de 90 minutter i ottendedelsfinalen, går det ikke med afslutningsfærdigheder på det niveau.

For så er det, at forskellen på de to hold bliver udstillet. Det moderne tyske landshold bygget op om den nok hotteste fodboldingrediens anno 2024: Fart. Og det danske landshold, hvor det i hvert fald ikke er spidskompetencen hos Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg, Joachim Andersen eller Jannik Vestergaard.

Derfor kan der også gøres dansk status på EM.

Der findes de legendariske danske slutrunder som EM i 1992, VM i 1986, EM2020 i 2021 og til dels VM i 1998. Et trofæ, et verdenshold, en folkefest og brasserbold.

Der er de pinlige slutrunder som den japanske ydmygelse i 2010, røvturen i Holland og Belgien i 2000 samt fadæsen i Qatar i 2022.

Og så er der dem midtimellem. Dem, vi bare har glemt, fordi det var helt intetsigende. Det er her, vi kommer til at parkere EM 2024, hvis vi kigger på den slutrunde isoleret. Som en turnering med den ene sportslige optur, at Danmark spillede lige op med England. Ikke ligefrem noget, der kan blæse nogen bagover.

Det er ikke pinligt at ryge ud af en slutrunde til Tyskland i en knald eller fald-kamp på udebane. Det var det, jeg havde forventet inden starten på EM. Jeg havde bare ikke regnet med, at Danmark skulle komme ud af den gruppe uden at kunne slå Slovenien eller Serbien.

Det burde med andre ord aldrig have været en ottendedelsfinale mod Tyskland, der definerede Danmarks slutrunde. Men det blev det på grund af det tarvelige gruppespil.

Derfor sidder Kasper Hjulmand nu tilbage med den status at have ført Danmark gennem de seneste to slutrunder uden en eneste sejr. I syv kampe.

Det er til gengæld pinligt.