



Ligue 1 sluttede søndagen inden landsholdspausen af med en sand lækkerbisken.
Kriseramte Marseille tog imod storklubben PSG, der ikke kunne se sig fri for at være storfavorit til opgøret. Pierre-Emile Højbjerg startede inde for Marseille.
Marseille kom godt ud til kampen og viste med det samme, at PSG ikke ville få en sejr foræret.
Neal Mapupay fik en kolossal chance for at bringe hjemmeholdet i front, men han mistimede sin afslutning totalt.
Der var chancer i begge ender før pausen. Skarpheden manglede dog, og derfor var stillingen 0-0 efter 45 minutter.
Artiklen fortsætter efter billedet

Joao Neves havde et godt hovedstød i anden halvlegs indledning, men portugiserens forsøg gik over mål.
Efter 66 minutter kom kampens første scoring. Desire Doue slog et præcist indlæg til Ferran Torres, der sikkert headede gæsterne i front.
Marseille gav dog ikke op. Kort tid efter erobrede Pierre-Emile Højbjerg bolden på midtben af banen og spillede den videre. Til sidst fik Angel Gomes den, og han satte PSG-forsvarsspilleren Pacho af, inden han sparkede bolden i nettet til 1-1.
PSG fik derfor travlt og begyndte at satse, hvilket gav pote.
Marquinhos var blevet fremme efter en dødbold, og brasilianeren kom først på et indlæg. Forsvarsspillerens afslutning blev reddet i første omgang, men han var hurtigst over returen, som han nemt kunne sparke i mål til en 2-1-føring.
Kort tid efter fik Marseille-anfører Timothy Weah rødt kort, da en holdeforseelse blev takseret til gult kort nummer to. Anførerbindet blev givet videre til Emerson.
Derfor gik Marseilles mission fra at være svær til næsten umulig.
PSG havde flere chancer for at lukke kampen, men skarpheden manglede i flere sekvenser.
Derfor var Marseille stadig inde i kampen til allersidst, hvor værterne fik en gylden mulighed for at udligne. Nayef Aguerd stod helt fri på et indlæg, men headede forbi mål til stor ærgrelse for hjemmefansene.
PSG vandt derfor 2-1 på udebane i Le Classique, og det resultat betyder, at PSG rykker op på sjettepladsen i Ligue 1, mens Marseille ligger nummer 17.
Pierre-Emile Højbjerg spillede fuld tid.

Marseille
PSG
Ligue 1




















