2026-02-18 10:58:24

Nye problemer for Riemer: Rasmus NK skal opereres

Rasmus Nissen Kristensen er ude i tre måneder oven på den ledbåndsskade i anklen, han pådrog sig mod Gladbach i lørdags.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Problemerne er uden sidestykke for landstræner Brian Riemer forud for de afgørende kampe om en plads ved sommerens VM-slutrunde.

Seneste nedtur kommer fra Frankfurt, hvor det står klart, at Rasmus Nissen Kristensen også går glip af en mulig ’finale’ om en plads ved sommerens VM-slutrunde.

Bild skriver onsdag, at den danske forsvarsspiller skal opereres og er ude af spillet de næste tre måneder. Bold har præcis samme oplysninger.

Frankfurt-forsvareren blev udskiftet i pausen i lørdags af opgøret mod Borussia Mönchengladbach med en ledbåndsskade i venstre ankel.

Og efter nærmere undersøgelser har det nu vist sig, at Rasmus Nissen Kristensen vil være ude i op mod tre måneder. Det betyder, at han ikke er med i en mulig finale om VM-billetten i slutningen af marts.

Han skal nu gennemgå en operation og siden venter en længere genoptræning.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmark -Nye problemer for Riemer: Rasmus NK skal opereres
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Rasmus Nissen havde i forvejen karantæne mod Nordmakedonien efter udvisningen mod Skotland, men Brian Riemer havde helt sikkert regnet med ham til den mulige finale mod Irland eller Tjekkiet.

Håbet er, at Rasmus Nissen kan række VM-slutrunden, hvis Danmark kvalificerer sig til VM, der starter 11. juni. Det står dog fast, at han formentlig ikke får klubkampe før VM-slutrunden. Han skal være mere end heldig, hvis der kan blive spilletid i en af de sidste spillerunder i Bundesligaen.

Riemers skadesmareridt

Kan håbe på Bah
Nu er Rasmus Nissen ude af billedet, ligesom Mads Roerslev også er skadet.

Det giver ikke landstræneren særlig mange valgmuligheder på højre back-positionen.

Alexander Bah er dog klar til et comeback for Benfica.

216900
Foto: Filipe Amorim/AFP/Ritzau Scanpix

Han fik en korsbåndskade 8. februar 2025 og har ikke været i kamp for Benfica siden.

Meldingerne fra Portugal er, at Bah er kommet sig efter den alvorlige skade, men har kæmpet med en baglårskade, som han er fri for nu. Tirsdag var han på bænken, da Benfica tabte 0-1 til Real Madrid i Champions Leagues knockout-fase.

Han står således foran et comeback én måned før landstræneren udtager sin trup.

Anton Gaaei fra Ajax må helt sikkert også være topkandidat lige nu, men en anden mulighed mod Nordmakedonien kan også blive at benytte Lucas Høgsberg i højre forsvarsside. Men her er udfordringen, at der lige nu er langt større behov for ham centralt i forsvaret. 

Brian Riemer udtager sin landsholdstrup 17. marts til kampene mod Nordmakedonien og Irland eller Tjekkiet, der venter i den mulige finale på udebane i jagten om pladsen ved VM.

Danmark møder Nordmakedonien i Parken 26. marts. Siden venter en udekamp i enten Dublin eller Prag fem dage senere. Enten om en VM-billet eller en totalt ligegyldig landskamp.

Podcast Cover

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK

Hattrick | Afsnit 82

FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.

Læs mere
-20:07

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce