- Vi havde ikke noget med det at gøre.
Sådan lød det fra Kasper Schmeichel, da målmanden på onsdagens pressemøde svarede på, hvorfor han samt flere højtprofilerede landsholdsspillere ikke kom ud til pressen efter det tidlige VM-exit i Qatar.
Danmark sendte fem spillere i form af Alexander Bah, Andreas Cornelius, Jesper Lindstrøm, Andreas Christensen og Simon Kjær ud til pressen efter 1-2-nederlaget til Australien, som betød, at landsholdet var færdige ved VM efter blot tre kampe.
Ifølge Schmeichel, der er viceanfører for Danmark, handlede hans manglende tilstedeværelse i Mixed Zone dog ikke om, at han ikke selv ønskede at stille op til interview. Tværtimod.
- Jeg kan med det samme sige, at da vi kom ud af omklædningsrummet, blev vi af vagter vist i en retning ud til bussen, og den var ikke forbi pressen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var ikke noget, som vi havde noget at gøre med. Jeg valgte i stedet at skrive på Instagram, hvad jeg gik og følte, fordi jeg netop mener, at man bør høre fra os spillere.
- Vi fik af en eller anden grund ikke muligheden for at ytre os efter kampen, og jeg ved ikke hvorfor, siger Schmeichel.
Torsdag skal det danske landshold forsøge at rejse sig efter den skuffende VM-slutrunde, når holdet tager imod Finland hjemme i Parken.
Ifølge Kasper Schmeichel er der kun én ting at gøre for at sikre, at VM-skuffelsen bliver pakket langt væk.
- Der er ikke andet at gøre end at komme videre. Vi kigger tilbage, og det er sindssygt irriterende og noget lort, men vi kan ikke bruge det til noget nu. Det eneste, vi kan buge, er fremtiden, fastslår Schmeichel.
EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Finland fløjtes i gang klokken 20:45 torsdag aften.