Det er ikke blevet til meget spilletid for Oscar Fraulo i dette efterår.
Danskeren vendte retur til Borussia Mönchengladbach fra et succesfuldt lejeophold i Utrecht, men han fandt aldrig melodien i Bundesligaen.
Det blev kun til fire indhop af kort varighed for midtbanespilleren i den bedste tyske række, som derfor afsøgte sine muligheder
Længe skulle der ikke gå, før Oscar Fraulo havde styr på fremtiden. 2. januar blev det officielt, at han skiftede til Derby County i den engelske Championship.
Og særligt tidspunktet glæder den 22-årige dansker.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg synes, det er fedt, at det kunne gå så hurtigt – at det allerede er her i starten af vinduet er på plads. Nu er jeg klar til at få bygget noget godt op her, siger Oscar Fraulo til Bold og fortsætter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der har været dialog over noget tid. Og som vi kom tættere på, er det blevet mere og mere konkret. Hele vejen igennem har der været en god plan og et fedt projekt og en fed klub, så jeg var ret overbevist om, at det var her, at jeg skulle hen.
Andre klubber meldte også sin interesse, men de var nærmest ikke i overvejelserne for Fraulo, da Derby meldte sin ankomst tydeligt.
- Der har ikke været noget så konkret som her. Det har været dejligt nemt at vide, at det var her, jeg skulle hen.
Allerede i sommer var der tvivl om, hvorvidt midtbanespilleren kunne sætte samme aftryk i Mönchengladbach som i Utrecht. Konkurrencen var stor på positionen, hvorfor tankerne om det næste skridt rejste sig hos Fraulo.
Ligeledes stod hans kontrakt til at udløbe til sommer i den tyske storklub.
- Jeg har hele tiden overvejet, hvad der skulle ske, men det er meget normalt, når man har et år tilbage af sin kontrakt, at man skal begynde at tænke over, hvad der skal ske. Det har egentlig været meget roligt, og jeg har ikke stresset så meget.
Du har tidligere givet udtryk for, at du gerne ville forlænge. Hvorfor skete det ikke?
- Det var egentlig fordi, at det her gav bedst mening. Jeg ville gerne have spillet noget mere, men de minutter fik jeg ikke. Og derfor er det klart, at med min alder og min situation i forhold til kontrakten kigger man mod andre muligheder, og så kom den her. Og det giver bare meget mening at tage det her skridt nu.
Selvom det ikke blev til den succes, Oscar Fraulo håbede på efter sin tilbagekomst til tysk fodbold, ser danskeren tilbage på tiden med gode minder, efter han i første omgang skiftede dertil i 2022 fra FC Midtjylland.
- Det har været en god tid, og jeg har lært så meget. Jeg kom, da jeg var 18 år, og det var min første udenlandske klub. Så jeg vil sige, at jeg er blevet meget mere moden, lært en masse, og jeg har været virkelig glad for det. Det eneste var i sidste ende, at jeg gerne ville spille en masse. Men udover det har det været et godt ophold. Det var selvfølgelig fedt at mærke de store stadions i Tyskland og møde den der fankultur.
I England venter der en ny udfordring med traditionsklubben Derby. De indtager aktuelt en 12.-plads i den næstbedste engelske række med bare seks point til playoff-pladserne, som kan give en billet til Premier League.
Og Derby er en klub, der kigger opad.
- Det var en af grundene til, at jeg synes, det var et fedt sted og skridt. Det er en klub med ambition og en klub, der gerne vil i Premier League på et tidspunkt og i hvert fald spille med i toppen af Championship.
- Jeg har altid haft en drøm om at spille i Premier League, så jeg tænker, at det er et godt skridt.
Fraulo understreger dog, at det ikke er målet at rykke op i Premier League i denne sæson, men at få opbygget stabilitet.
Det er noget, den danske midtbanespiller skal tage del i, og han ser frem til mødet med den engelske spillestil.
- Den tror jeg, kommer til at passe mig godt, for det er høj intensitet og meget frem og tilbage. Det er godt, hvis man kan løbe en del, og det kan jeg, så det er et godt match. Men jeg skal selvfølgelig lige ind i det hele, før jeg for alvor får lov at spille.
Oscar Fraulo har overværet to kampe med sin nye klub, som han har set fra tribunerne. Han er allerede ved at falde på plads med hus, bil og alt det praktiske, mens han også er begyndt at træne fuldt med.
Første mulige kamp for danskeren bliver i FA Cup, hvor Derby tager imod Leeds United.


Derby
Championship




































