Julius Eskesen skal i de næste år tørne ud for skotske Dundee United.
Skiftet kommer efter 3,5 lærerige år i norske Haugesund FK, hvor han har haft en god tid og taget nogle vigtige ting til sig.
Forinden spillede han Superliga-fodbold, og selvom hans kvaliteter var til at få øje på, blev tiden i dansk fodbold aldrig rigtig forløst.
- Hvis jeg bedst skal beskrive min tid i dansk fodbold, er det måske med ordet ’forkrampet’. Jeg synes egentlig, at jeg har leveret mange fine præstationer og været en fin teknisk spiller, men jeg ville det måske af og til for meget, at jeg glemte at have noget ro i visse situationer, fortæller Julius Eskesen til Bold.
Det var lige op til sæsonstarten af 2022-udgaven af Eliteserien, at Julius Eskesen tog turen til de skandinaviske naboer med de høje fjelde.
Det markerede også et skifte i mentaliteten hos den 26-årige dansker, som på den tid har arbejdet sig ud af sin forkrampede tilværelse på banen.
- Jeg vil sige, at det, jeg har lært i norsk fodbold, er måske at give slip på nogle af de spændinger. Qua at den danske liga er lidt mere taktisk end den norske, har jeg også kunnet tillade mig det. Det er helt sikkert noget af det, som jeg vil tage med mig her, at det kræver ro og selvtillid at præstere i fodboldverdenen.
Julius Eskesen kendte man i Superligaen som en kantspiller, der var god i mellemrummene.
Han nåede dog at lære i Sønderjyske, hvad det vil sige at have defensive pligter. Det tog han med til Norge, hvor han igen gik over til at spille en mere central rolle på midtbanen, som han også har gjort op igennem sin tid i ungdomsfodbold.
Selvom danskeren udviklede sig godt, har det sidste halve år været hårdt. Haugesund har kun hentet fem point i 18 kampe i Eliteserien. Det har også været lærerigt for Eskesen.
- Man tror, at man med alderen lære at håndtere kriser bedre, og det har jeg måske også gjort. Men samtidig så mærker jeg også, at som fodboldspiller, så er ens eksistentielle valuta sejre, og det har der jo ikke været så meget af. Det har været hårdt både for mig og for gruppen.
Nu glæder han sig til at komme videre fra det, der kan betegnes som en sikker nedrykning. I stedet venter en mulighed for at vokse endnu mere i en større skotsk klub.
- Jeg tror, at det kan være et skridt, hvor jeg virkelig kan bygge på både mit tekniske og fysiske spil og lære at spille under virkelig intense forhold som i mange andre internationale ligaer.
- Og så har jeg som sådan ikke lagt en plan for, at jeg skal videre på noget tidspunkt herfra endnu. Det har jeg lært fra min yngre år, at du ikke rigtig kan lægge en plan i fodboldverdenen. Så jeg glæder mig bare til at suge til mig i skotsk fodboldkultur og forhåbentlig kunne bidrage med mål, assists og gode præstationer.
Julius Eskesen har allerede fået sin debut for Dundee United. I weekenden fik han nemlig 30 minutter mod Kilmarnock i ligacuppen.

Dundee United
Premiership


































