Der er regulær krig om den traditionsrige klub Esbjerg fB.
En lokal styregruppe bestående af højt profilerede folk fra erhvervslivet i Vestjylland ønsker at overtage klubben og vippe den amerikanske ejerkreds af pinden en gang for alle.
Efter et anspændt forløb endte Esbjerg for tre uger siden i rekonstruktion, efter det, der ifølge amerikanernes frontperson Paul Conway var et bagholdsangreb fra de lokale samt EfB-formand Palle Guldager Kristensen og Jens Hammer.
Siden har Conway og co. indgivet et kæremål mod rekonstruktionen, hvori man blandt andet klandrer Kristensen og Hammer for at agere i strid med loven ved mødet i Skifteretten, som amerikanerne ikke var blevet briefet om.
'Amerikanerne kendte planen'
Fortællingen om bagholdsangreb og at man ikke var informeret om den mulige rekonstruktion pilles fredag fra hinanden via en afsløring fra JydskeVestkysten.
Lokalavisen kan fortælle, at Henry Heiberg, der er formand for den lokale styregruppe, allerede den 7. februar sendte en mail til den daværende talsmand for de amerikanske investorer William Haddad.
Heri gjorde han udtrykkeligt opmærksom på, at EfB ville blive begæret konkurs, hvis ikke amerikanerne gik med til at vedtage planen fra de lokale på den ekstraordinære generalforsamling.
Ifølge JV er informationen om Heibergs mail med i det svarskrift, som rekonstruktør Søren Volder fredag indleverer til landsretten som reaktion på amerikanernes kæremål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Klandrer lokalavis for bias
Bold har forholdt JV’s afsløring for Paul Conway, der ikke giver meget for den førnævnte mail. Han hæfter sig fortsat ved, at man ikke blev indkaldt til mødet i Skifteretten den 23. februar.
Dernæst retter han hård kritik mod JydskeVestkysten, som han klandrer for at bedrive en ensidig dækning af hele EfB-sagen.
- De rækker ikke ud til os. De publicerer kun synspunkterne fra Henry Heiberg og resten af den lokale styregruppe. Det er tydeligt, at JydskeVestkysten er 100 procent biased i den her sag, siger Conway.
Paul Conway postulerer, at han ikke har hørt fra JV, siden han den 26. februar lavede et interview med avisens EfB-reporter Ole Bruun.
- Da jeg var i Esbjerg for nogle uger siden, var der nogle investorer, der sagde til mig, at den lokale avis mente, at jeg var bange for at snakke med dem.
- Jeg fik at vide, at Ole Bruun havde sagt det i en podcast, så jeg ringede til ham, og så kom han hen på mit hotel, hvor vi lavede et interview face to face. Det er sidste gang, jeg har hørt fra ham.
- Det lader til, at han er den førende reporter på det her. Jeg ved ikke, hvilken journalistuddannelse, han har taget - hvis han overhovedet har taget en - men enhver god journalist vil forsøge at afdække begge sider af en sag.
- Jeg har mødtes med ham, men siden da har han skrevet flere historier om det her uden at række ud til os. I USA kalder vi den slags for 'yellow journalism.' De publicerer alt, hvad de lokale ønsker. Der er en tydelig agenda, mener Paul Conway.
Erkender 'klokkeklar fejl'
Bold har foreholdt Paul Conways kritik af JydskeVestkysten for lokalavisens redaktionschef Rikke Baltzer, der angående fredagens afsløring erkender, at man begik en fejl ved ikke at række ud til den amerikanske ejerkreds.
- Vi har talt med Paul Conway mange gange undervejs i forløbet og har fremlagt hans version af sagen ad flere omgange. Og vi vil selvfølgelig også fremover gerne være i dialog med ham for at lave en fair og kritisk dækning over for alle parter.
- At vi ikke har rakt ud til Paul Conway i forbindelse med den konkrete artikel er en klokkeklar fejl, som vi straks retter op på, lyder det fra redaktionschefen.
Har sendt en plan
Fredagens afsløring fra JydskeVestkysten indeholder desuden en udtalelse fra Søren Volder, der fortæller, at kæremålet fra Esbjerg Investment Limited ikke indeholder noget bevis på, at der skulle være amerikanske penge på vej til EfB, men ifølge Paul Conway er det forkert.
- Vores kæremål indeholder en hensigtserklæring, hvor vi foreslår at låne yderligere otte millioner kroner til klubben.
- Vi har tilbudt at forlænge eller konvertere vores lån, og vi er parate til at betale lånet på fire millioner kroner tilbage til de lokale, hvis de ønsker det.
Er det holdbart at låne flere penge til klubben, når den i forvejen skylder penge?
- Vi vil allerhelst konvertere vores lån til egenkapital, men det kræver en ekstraordinær generalforsamling, og det vil de lokale blokere. De kan dog ikke blokere et lån, og det er derfor, vi foreslår det i vores kæremål.
- Vores førsteprioritet er at få klubben ud af rekonstruktion. Hvis det lykkes, vil vi med det samme låne otte millioner kroner til klubben, og hvis de lokale vil have deres fire millioner tilbage, sørger vi for at betale dem det. Men det er ikke det, de vil, for så får vi kontrollen, siger Conway.
Der er flere, der mener, at I allerede er klar over, at I til syvende og sidst er færdige som ejere i EfB, men at I blot forsøger at suge så mange penge som muligt ud af klubben inden jeres exit. Er det sådan, det forholder sig?
- Nej, det giver ingen mening. Vi har vendt klubben rundt og er på vej mod oprykning. Der går ikke mange uger, før klubben er mere værdifuld, når oprykningen er i hus. Det er det, som de lokale forsøger at stjæle fra os.
- Hvorfor skulle vi betale en masse advokater i den her sag, hvis vi havde givet op på klubben?
Bold har flere gange forsøgt at få indsigt i kæremålet fra den amerikanske ejerkreds, men ifølge Paul Conway har de ikke mulighed for at udlevere det.
Rekonstruktør fastholder
Det essentielle omkring EfB's rekonstruktion er, at klubben har behov for nye penge. Dels til at kunne betale dens kreditorer og dels til at kunne sikre en økonomisk stabil fremtid.
I den forbindelse fastholder rekonstruktøren Søren Volder sin udlægning af ikke at have set en sådan plan fra den amerikanske ejerkreds.
- Der er ikke nogen plan for, hvordan der skal fremskaffes likviditet til at betale regninger for, når vi når april.
- Klubben genererer underskud måned efter måned, og det vil sige, at der løbende skal tilføres ny kapital. At man bytter en eksisterende kreditor ud med en anden kreditor giver ikke penge i kassen til at betale regninger for, siger han til Bold.
Næste led i rekonstruktionen er et møde mellem Søren Volder og EfB's kreditorer tirsdag den 9. april, hvor der skal vedtages en rekonstruktionsplan.
Derfor håber Søren Volder, at landsretten til den tid har færdigbehandlet kæremålet fra Conway og co.


Esbjerg fB
CampoBet 2. division





































