EfB føler sig tabt mellem to stole.
Som JydskeVestkysten har beskrevet, vil hverken DBU eller Divisionsforeningen ifølge den vestjyske klub tage ansvar for den straf, som Esbjerg udstod på et forkert grundlag i hjemmebanepremieren mod Fremad Amager den 13. august.
I et interview med Bold fortæller Jens Hammer, der som følge af den rekonstruktion, klubben aktuelt befinder sig i, nu bærer titlen 'daglig leder' i EfB, om sagens forløb, som han er svært skuffet over.
- Det er grotesk. Det svarer jo til, at du og jeg bliver dømt og afsoner en straf, hvor Højesteret så senere finder ud af, at dommen blev givet på et forkert grundlag.
- I det tilfælde ville man få en erstatning fra Staten, men ingen vil kompensere os, fordi man ikke mener, at det er nogen skadevolder. Det er vi uenige i, siger Hammer til Bold.
Sagens kerne
Omdrejningspunktet for hele sagen er, at Fodboldens Disciplinærinstans i juni tildelte fire sanktioner til Esbjerg som konsekvens af de tilskueruroligheder, klubbens medrejsende fans skabte i sidste sæsons sæsonfinale mod Kolding IF.
Esbjerg blev taberdømt 0-3 og fik en bøde på 75.000 kroner samt tildelt et tilskuerforbud i næste hjemme- og udekamp.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men ifølge EfB var dommen afsagt på et forkert grundlag, fordi der ikke var et objektivt udebane-ansvar for klubberne i 2. division - noget, der sidenhen er kommet - og derfor valgte vestjyderne at appellere.
Fodboldens Appelinstans afviste EfB’s første appel, men da sagen landede på Danmarks Idrætsforbunds bord, fik Jens Hammer og co. medhold.
DIF gav EfB ret i, at klubben var blevet dømt på et forkert grundlag, og derfor frafaldt samtlige sanktioner. Der var dog ét problem.
Esbjerg havde allerede afviklet sæsons første hjemmekamp mod Fremad Amager uden tilskuere og dermed udstået en del af den straf, klubben fejlagtigt var blevet tildelt.

Foto: Søren Gylling/Jyskfynskemedier/Ritzau Scanpix
Skyder mod DBU-slogan
Kort efter DIF’s afgørelse fastslog Jens Hammer over for Bold, at klubben naturligvis ville søge om kompensation for de indtægter, man gik glip af i forbindelse med Fremad Amager-kampen.
Men efter mere end et halvt års korrespondance frem og tilbage med både DBU og Divisionsforeningen er sagen nu strandet et sted, hvor EfB ikke længere tror på en eneste krone i kompensation.
Og det er det, der skuffer Jens Hammer.
- Jeg har aldrig følt mig så lidt som en del af noget større, siger Hammer med henvisning til DBU’s slogan og fortsætter.
- Siden DIF gav os medhold i august, er der ikke sket noget som helst. Vi har fået at vide, at der ikke er nogen, der vil kompensere os.
- Vi har været i dialog med både DBU og Divisionsforeningen og har undersøgt alle de muligheder, vi har, men ingen vil tage hånd om sagen, siger EfB-lederen og afslører, at det økonomiske tab, man ønsker dækket, ligger i omegnen af 300.000 til 400.000 kroner.

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
Forløb skaber bekymring
Hvad har svaret været fra DBU og Divisionsforeningen?
- Svaret har været, at der ikke er nogen, der vil tage ansvaret for, at vi er havnet i den situation her.
- Det var Disciplinærinstansen, der straffede os, men der er ikke nogen, der vil tage ansvaret for deres sanktioner. DBU siger, at de blot er sekretariat for den her instans, så den ligger åbenbart og svæver imellem det hele.
Hvad tænker du om det?
- At det er grotesk. Meldingen er, at der ikke er nogen skadevolder, men vi synes jo, det er Disciplinærinstansen, der er skadevolder, fordi de har dømt os på et forkert grundlag.
- Nu står vi med en forkert dom uden at kunne få at vide, hvordan og hvorledes det er gået til.
Ser principielt aspekt
Ud over det økonomiske aspekt skaber sagens forløb også bekymring på det principielle plan hos Jens Hammer.
- Man kan jo køre det helt ud i det ekstreme. Hvad hvis det var sket i 22. spillerunde, hvorefter ligaen deles op i top seks og bund seks. Hvad hvis en klub var blevet taberdømt på et forkert grundlag der?
- Der er mange scenarier, så det her er en sag, hvor der er noget principielt i den, siger Hammer, der dog for nuværende har opgivet håbet om kompensation.
- Som landet ligger lige nu, er sagen strandet, afslutter EfB-lederen.
Bold har været i kontakt med både DBU og Divisionsforeningen, men indtil videre har det ikke været muligt at få deres syn på sagen.


Esbjerg fB
CampoBet 2. division



































