2026-05-31 21:00:00

Esbjerg-direktør: Vi er en fodboldby

Efter et intens oprykningsspil i Betinia Ligaen lykkedes det ikke Esbjerg at rykke op i Superligaen. På trods af skuffelsen er direktør Allan Agerholm stolt over det, klubben har præsteret.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold I Esbjerg

Så tæt på, men alligevel så langt fra.

Der var lagt op til spænding, da Esbjerg søndag eftermiddag tog imod Lyngby i en kamp, der kunne ende med en Superliga-billet til hjemmeholdet, hvis altså det lykkedes Kolding at slå Horsens på udebane.

Det lykkedes ikke, og derfor må Esbjerg tage endnu en sæson i landets næstbedste række. Selvom skuffelsen er der, så mærker Agerholm, at Esbjerg er på vej tilbage, hvor de hører til.

- Selvfølgelig er jeg brandærgerlig. Jeg synes, vi gør, hvad vi kan i dag. Vi slår Lyngby, som vi har haft det svært med, at vi så ikke får den hjælpende hånd oppe i Horsens, det er sådan, det er.

- Jeg er pivstolt af holdet og drengene. Vi har fået bygget noget op, som var meget tæt på at sende os i Superligaen allerede. Det havde vi ikke regnet med så tidligt.

Efter kampen var der mulighed for at møde spillerne nede på banen for de mange fans, der mødte op i håbet om en Superligafest. Omkring 500 fans tog turen ned på banen for at hilse på spillerne, der delte autografer ud og selfies ud til fansene på banen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Betinia Liga -Esbjerg-direktør: Vi er en fodboldby
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- At der står så mange fans inde på banen lige nu og i virkeligheden er glade og stolte over det, vi har præsteret, viser jo bare, at Esbjerg er på vej i den rigtige retning.

- Klubben er tilbage på lokale hænder, og vi er i gang med at bygge noget solidt op, og det er bare megafedt at være en del af.

- Det vi ser i dag, er bare det Esbjerg og EfB kan. Esbjerg er en fodbold-by, det er tydeligt at mærke.

Ingen undskyldninger

Selvom ærgrelsen var tydelig hos Allan Agerholm, så var Esbjerg-direktøren bevidst om, at den manglende skarphed i løbet af sæsonen har været en af årsagerne til, at Esbjerg ikke tog den sidste oprykningsplads.

- Vi har manglet skarpheden i de afgørende situationer i de afgørende kampe, hvor vi selv har haft muligheden for at afgøre tingene.

- Man kan altid stå tilbage og ærgre sig over den dommerkendelse, der ikke lige gik vores vej, eller et uheldigt selvmål, som eksempelvis kostede point mod Horsens. Men det hjælper ikke noget nu.

- Vi kunne selv have afgjort det, men den skarphed havde vi ikke, og den skal vi finde til næste sæson.

Tager afstand fra pyroteknik

Til kampen mod Lyngby var der 7502 på lægterne. Mange af dem trofaste fans, der fyldte stemningsafsnittet hos hjemmeholdet. De trofaste fans er nogle, Agerholm har bemærket og sætter stor pris på.

- Vi har en fantastisk fanscene. En af de bedste i dansk fodbold. De støtter os altid rundt i hele landet. Det gjorde de også, da det hed 2.division, og der var mørkere tider i klubben.

- Vi er vildt taknemmelige for, at de altid står der og giver os de sidste procenter.

I løbet af kampen var der flere gange pyroteknik, hvor Esbjerg-fansene både havde romerlys og en kæmpe tifo med op til kampen.

Selvom Agerholm er glad for den indsats, fansene lægger, tager han klart afstand fra pyroteknik.

- Det er ærgerligt, at der er nogle, der har behov for at bruge pyroteknik. Det er både pissedyrt, men også farligt, og det tager vi selvfølgelig skarpt afstand fra.

Esbjerg slutter på en tredjeplads i Betinia Ligaen med 52 point.

Podcast Cover

Brøndby kan udnytte Nørgaard-klausul

Hattrick | Afsnit 91

Thomas Nørgaard er en brandvarm kandidat i Brøndby, som ikke vil få de store problemer med at købe cheftræneren fri af Sønderjyske.

Læs mere
-18:23

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce