


Superligaen ligger måske stille, men tirsdag var der atter fodbold i det ganske danske land, da anden runde af Oddset Pokalen blev sparket i gang.
Her skulle Esbjerg op imod Nibe Boldklub fra Serie 2, og 2. Divisionsholdet skulle bruge flere kræfter end forventet, for at gøre det af med dem.
Esbjerg fik ellers den perfekte start på kampen, da Bardhec Bytyqi efter 12 minutters spil fremtvang et straffespark.
Han tog sig selv af sparket fra pletten, og sendte derfra gæsterne i front.
Føringen varede dog kun ved i et par minutter, før hjemmeholdet udlignede på et hjørnespark takket være Laurtis Rasmussen.
Midt i halvlegen måtte Esbjerg foretage en udskiftning, da Oscar Obel-Hall blev skadet.
Ind i stedet for ham kom Elias Andersen til sin debut.
Pausestillingen forblev 1-1, men i anden halvleg pressede gæsterne på, og Elias Andersen havde nært fået en drømmedebut, da han bankede bolden på stolpen.
Der skulle dog endnu et straffespark til 13 minutter før tid, for at Esbjerg kunne få bugt med Nibe.
Denne gang var det Andreas Lausen, der tog sig af sparket, og også han scorede.
Det havde Nibe-spillerne ikke noget modsvar på, og derfor måtte de se sig slået efter en hæderlig indsats.

Esbjerg fB
Oddset Pokalen



































