FB -Tidl. divisionsprofil skifter til KS-klub: Høj kvalitet
Foto: MarkB
2022-09-08 12:25:01
Foto: MarkB

Tidl. divisionsprofil skifter til KS-klub: Høj kvalitet

Den tidligere B.93-profil Adam Emme siger til bold.dk, at han fremover skal tørne ud for FB i Københavnsserien. Han synes, at spillerne viser høj kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Adam Emme har tidligere været en stor profil for B.93, hvor klubben også har beskrevet ham som kulturbærer. 

I sommeren 2021 valgte Adam Emme dog at trappe ned for fodboldkarrieren, da han skiftede til Serie 2-klubben FC Nordhavn. 

Nu tager forsvarsspilleren nogle skridt op. Han har nemlig valgt at skifte til FB (Frederiksberg Boldklub), der huserer i Københavnsserien.

Emme siger til bold.dk, at han kender FB-cheftræner Olcay Senoglu fra tiden i B.93.

- Jeg spillede ude i FC Nordhavn, og vi var så uheldige, at vi rykkede ned i Serie 3, fordi der var så mange københavnerhold, der blev skubbet ned fra Danmarksserien, og så hed det Serie 3 i stedet for Serie 2. Serie 2 var hyggeligt, og det var også fordi, det er mine gode venner, som er derude. 

- Det var fedt, og der var god stemning, men jeg kunne også godt mærke, at Serie 3 rent sportsligt vil være en udfordring i forhold til at motivere mig. 

- Jeg fik så tilbuddet fra min gamle holdkammerat Olcay (FB-cheftræner Olcay Senoglu, red.), der er ude i FB nu. Han skrev til mig gentagende gange, om det ikke kunne være spændende at komme derud. Jeg tog en prøvetræning, og så tog vi en snak, og jeg synes, at det var spændende. Det er en god klub med nogle rigtig fine spillere, og så er der et rigtig godt træningsmiljø. Der er høj kvalitet til træning, og det er et fedt omklædningsrum med nogle fede gutter, så de har taget rigtig fint imod mig, siger Adam Emme til bold.dk.

24-årige Emme nyder at være en del af Københavnsserie-klubben, hvor der bliver givet gas til træning. 

- Der er et rigtig fint niveau, og der gemmer sig nogle rigtig gode spillere. De giver den fuld smadder til træning, og det er rart at komme ind i et miljø, hvor folk har det godt med hinanden, siger den tidligere B.93-profil til bold.dk. 

FB er kommet flyvende fra start i Københavnsserien. Mandskabet indtager nemlig førstepladsen, da klubben har de tre første kampe over Skovshoved, Hasle og B.1960. 

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce