Unfair. Vanvittigt. Ulækkert. Et misfoster i en struktur, der ellers fungerer rigtig godt.
Jacob Neestrup og Peter Christiansen var klare i spyttet, efter FC København undgik katastrofen og sikrede sig en plads i Conference League-kvalifikationen efter en 2-1-sejr over Randers FC 31. maj.
Men nu kan de to FCK-bosser se frem til at blive straffet for deres udtalelser om kampen.
Bold kan afsløre, at Divisionsforeningen har indledt en sag mod dem for brud på Superligaens brancheaftale.
I Divisionsforeningens begrundelse lyder det, at det sker på baggrund af klager fra flere Superliga-klubber.
I klubbernes brancheaftale er der blandt andet truffet beslutning om, at det ikke er tilladt at komme med ‘skadelige udtalelser’.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det er nu det, som ser ud til at koste FC København en form for straf, der højst sandsynligt ender ud i en bøde.
Vanvittigt og ulækkert
Det var umiddelbart efter playoff-kampen mellem FCK og Randers, at både Jacob Neestrup og Peter Christiansen var særdeles kritiske.
Jacob Neestrup mente blandt andet, at der ikke var nogen retfærdighed til, når Superligaens nummer syv kunne ende med at ryge i Europa på bekostning af et hold, der indtil for få uger siden var tæt på at vinde guld.
Videre forklarede cheftræneren, at der var et hul på hele 18 point mellem dem og Randers, og at det derfor var et problem for ikke kun FCK, men dansk fodbold i det hele taget, hvis man ikke endte med at sende de bedste hold i Europa.
- Nu har jeg selv stået i det, og det er ikke særlig behageligt. Det er der tit noget, der ikke er i fodbold, men det er 32 kampe, det skal afgøres på. Ikke en enkelt kamp, hvor alt kan ske. Det må jeg ærligt indrømme.
- Der er så store krav til danske klubber - og specielt til FC København - i europæisk fodbold, og så er det helt, helt, helt vanvittigt, at du kan tabe en sæson på gulvet på én fodboldkamp over 11 måneder, sagde cheftræneren blandt andet.
Samtidig kaldte sportsdirektør Peter Christiansen det for 'den mest ulækre kamp' og 'et misfoster i strukturen'.
Det er udtalelser som disse, der nu kan ende med at koste dem begge en form for straf.
Bold har været i kontakt med FC Københavns kommunikationsafdeling, der oplyser, at de ikke har nogle kommentarer til sagen.
Superliga-boss klapper i
Bold har ligeledes været i kontakt Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.
Hvad er det specifikt i brancheaftalen, som Jacob Neestrup og Peter Christiansen har forbrudt sig imod?
- Jeg kan og vil ikke kommentere på klubaftaler.
Hvilke klubber og hvor mange klubber er det, der har klaget over dem?
- Svaret er det samme.
Kan du bekræfte, at I har en sag kørende angående brud på brancheaftalen, som kan koste FC København en straf?
- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Claus Thomsen.
Bold ville ellers gerne have haft svar på, hvorfor en cheftræner og en sportsdirektør ikke må udtrykke frustration og utilfredshed med en kamp og en struktur.
Bold ville ligeledes gerne have svar på, hvilke klubber der har klaget over FCK-bosserne.
FC København træder ind i 2. runde af Conference League-kvalifikationen og skal i aktion d. 25. juli.
Det vides endnu ikke, hvem deres modstander bliver. Lodtrækningen finder sted 19. juni.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
3F Superliga





































