




Sofus Johannesen imponerede for FC Fredericia på et lejeophold i seneste sæson, og nu har talentet fået chancen for FC Midtjylland.
I torsdagens Conference League-kvalifikationsopgør mod Bohemian FC kom Sofus Johannesen på tavlen for FCM for første gang, og det satte han efterfølgende ord på.
- Det var stort. Især fordi det var nede foran alle fansene. Det er noget, som jeg har drømt om, siden jeg kom til klubben.
- Det var vildt stort for mig at gøre, siger talentet.
Efter 3-2-sejren blev Sofus Johannesen også spurgt ind til, at han har fået lov til at vise sig frem i løbet af sommeren.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg var udlejet i sidste sæson og kom tilbage. Nu vil jeg gerne bare bevise, at jeg er god nok til at spille her.
- Det vil jeg gerne bevise overfor staben, og jeg har været vildt glad for, at jeg har fået muligheden for at spille.
- Mit mindset er bare, at jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, når jeg får chancen, siger Sofus Johannesen.
Selv om der måske kan være flere minutter at hente ved en ny udlejning, vil FCM-talentet gerne blive.
- Jeg vil helst spille her i Midtjylland. Det er en virkelig god klub, og jeg har fået min fodboldopvækst her.
- Jeg er glad for alle i klubben, og jeg har det godt her.
- At jeg kunne spille her foran alle fansene, var meget stort, siger han.
Skal ikke udlejes
Efter kampen blev Mike Tullberg også spurgt ind til Sofus Johannesen.
- Sofus skal ingen steder. Han skulle ind for at træne med, og det blev ret hurtigt afklaret, at han ikke skulle udlejes.
- Efter at jeg fik snakket med Kristian Bach Bak, hev jeg Sofus til side for at sige, at han skal spille sin chance her. Han kommer fra vores akademi og er en af vores egne.
- Så sagde jeg, at hvis han selv tror på det, så tror jeg også på det på grund af det, som han har bevist til træning, siger træneren.
19-årige Sofus Johannesen står nu noteret for fem optrædener for FCM. For Fredericia blev det til 25 kampe, syv mål og to oplæg.
FCM-talentet er sædvanligvis midtbanespiller, men kan også spille på siden.

FC Midtjylland
ECL-kval


































