Rodrigo Huescas har spillet sin sidste kamp i denne sæson.
Det blev torsdag aften bekræftet, efter den mexicanske back et døgn forinden kom galt afsted på græstæppet i Baku, da FC København tabte 0-2 til Qarabag i Champions League.
Den dom har ramt hele FC Københavns trup, der for anden gang på kort tid må konstatere, at en spiller står foran en lang periode på sidelinjen.
Det gælder også cheftræner Jacob Neestrup, der ikke kan undgå at have ekstra ondt af Rodrigo Huescas.
Det siger han til den skrevne presse efter fredagens træning.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det har man ikke ord for. Det er altid trist, når spillere får langtidsskader, og det er uanset, hvem det er. Vi havde ondt af Magnus (Mattsson, red.), og det har vi også med Rodrigo.
- Begge skal jo nok komme godt tilbage, men det var en once in a lifetime-mulighed for Rodrigo, der var ‘garanteret’ et VM på hjemmebane. Det gør ondt helt indeni at konkludere, at det nu med meget, meget stor sandsynlighed ikke bliver med Rodrigo Huescas.
FCK-træneren har haft lejlighed til at tale med den 22-årige mexicaner, der ikke kan undgå at stille sig selv et særligt spørgsmål.
- Han er jo ked af det, og han spørger jo også: ‘Hvorfor sker det for mig?’. Men det kan man jo ikke rigtig forklare.
- På den ene side vil man gerne finde svar på det, men på den anden side skal man også passe på med at rode for meget rundt i det, men bare konstatere, at det er rigtig ærgerligt for Rodrigo og dernæst FC København, at vi mister endnu en nøglespiller, lyder det fra Neestrup.
Hvorfor de gode drenge?
Samtidig kan cheftræneren heller ikke ærgre sig ekstra meget over, at han nu kan se to meget vellidte spillere sidde ude.
- Du har ondt af alle, der får sådan en skade, men Magnus og Rodrigo er to så gode og sociale drenge, så det har også mange sideeffekter.
- Det er i forhold til det sociale på udebaneture og bare være gode holdkammerater. De er altid smilende og positive, og de arbejder altid hårdt og med mere energi end til sig selv. Så det gør det lidt ekstra ondt.
- Hvorfor sker det altid for de gode drenge, som mindst fortjener det? Det er vi alle ramt af, men vi må også erkende, at det er en del af spillet, slutter Jacob Neestrup.
Rodrigo Huescas er indtil videre noteret for 55 kampe for FC København


FC København
3F Superliga







































