


- Han scorer et vanvittigt flot mål, må man sige. Det har jeg ikke set på træningsbanen endnu, men man lærer noget nyt hver dag, haha.
Bo Svensson var i det drillende humør, da han efter FC Københavns 2-1-sejr over OB skulle sætte ord på Mads Emil Madsens præstation.
Der var der også god grund til at smile lidt ekstra, da den fjerde sejr på stribe kom i hus onsdag aften.
Især i første halvleg leverede Mads Emil Madsen og resten af FC København-spillerne en stærk præstation.
- Han spiller en rigtig god første halvleg ligesom resten af holdet. Især i de første 30 minutter, hvor vi virkelig er gode og spiller, som vi gerne vil spille, lyder det mere seriøst fra Bo Svensson.
Hvad laver han?
Også Mads Emil Madsen havde fundet smilet frem efter sejren, men han forstod ikke meget af sin cheftræners drilleri.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg synes nu nok, at jeg har sparket en del ind til træning. Jeg ved ikke, hvad han laver, når jeg gør det.
- Men det var virkelig en god følelse, siger Mads Emil Madsen om sin scoring til 1-0, der fik ham til at bryde ud i stor jubel.
- Det var forløsende at score mit første rigtige mål og samtidig føle, at vi er inde i en rigtig god periode. Der var mange ting, der lige skulle ud der, lyder det fra FCK-spilleren med henvisning til sin scoring mod Randers, hvor han blot rettede bolden af.
I det hele taget glæder Mads Emil Madsen sig over, at det begynder at køre bedre for både ham og FCK som helhed.
- Jeg synes også, det er vigtigt, at vi vinder på forskellige måder. Det giver os noget læring i forhold til at spille en kamp som i dag, hvor vi er presset i bund efter deres scoring.
- Det er fedt, at vi kan det, hvor vi tidligere i sæsonen har formøblet føringerne til sidst. Nu er vi virkelig stærke mentalt.
Mads Emil Madsen og co. har mulighed for at tage den femte sejr på stribe mandag, når Vejle Boldklub gæster Parken.


FC København
3F Superliga









































