Kalle Johnsson har stået uden klub i knap tre måneder.
Den svenske målmands kontrakt med FCK udløb ved udgangen af juni, og på det tidspunkt havde spillerne allerede holdt en god portion ferie efter triumfen med The Double.
I mange ligaer lakker transfervinduet mod enden, og i den forbindelse har bold.dk talt med 33-årige Johnsson for at få en status på klubjagten.
Svenskeren fastslår først og fremmest, at han sigter efter et eventyr, der ligger udenfor de danske og svenske grænser, og at det ønske ser ud til at gå i opfyldelse.
- Jeg kan sige så meget, at det bliver ikke i Sverige eller Danmark. Jeg vil helst prøve at bo i udlandet og tage et eventyr mere. Det ser også ud til, at det kommer til at blive sådan, siger Johnsson til bold.dk.
Sat i venteposition
Den garvede målmand ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvor pilen peger hen i forhold til det forestående eventyr, men han fortæller, at han blot venter på at få grønt lys til at rejse af sted for at færdiggøre sit skifte.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der er rimelig meget konkret interesse, men det er bare ikke faldet på plads endnu. Der er meget gang i det hele lige nu, fordi vi er i de sidste dage af transfervinduet, så det bliver spændende.
- Jeg har et par gange troet, at jeg indenfor et par dage ville have en ny klub, men så sker der ingenting.
- Følelsen er dog, at der er nogle ting, der falder på plads inden for den nærmeste fremtid, men det afhænger meget af klubben. Man ved jo heller ikke helt, om de har andre keepere i kikkerten end mig. Heldigvis er jeg transferfri, hvilket er positivt, siger Johnsson.
Åben for reserve-rolle
Kalle Johnsson var ofte henvist til bænken i den sidste del af sin FCK-tid. Formstærke Kamil Grabara sad tungt på posten som førstekeeper, og dermed agerede svenskeren reserve.
Nu håber Johnsson på at komme tættere på spilletid, men samtidig lukker han ikke døren for rollen som reservekeeper.
- Hvis jeg kan komme til at spille i en god klub, ville det selvfølgelig være det bedste, for jeg vil gerne spille, men jeg er også åben for flere muligheder.
- Det kunne eksempelvis være at komme et sted hen, hvor jeg tager kampen op med førstemålmanden. Det gør, at man måske får lidt flere muligheder, og så må jeg arbejde på at tage pladsen som førstekeeper, siger Johnsson.
Svenskeren forklarer videre, at familien også spiller en stor rolle i forhold til det skifte, der forhåbentlig snart falder på plads.
- Man er jo ikke alene om det. Jeg har to børn og en kone, som pakken også skal passe til i forhold til skole og det hele, fastslår keeperen.
Formen er fin
Selv om Kalle Johnsson på papiret har gang i en ekstraordinært lang sommerferie, har han ikke ligget på den lade side.
Målmanden fortæller, at han holder sig i gang for at stå så godt som muligt, når der skal tages hul på det næste kapitel i fodboldkarrieren.
- Jeg træner meget selv. Jeg løber cirka hver anden dag, og så styrketræner jeg også. Jeg har de fleste ting til at gøre det herhjemme, og så har jeg haft målmandstræning med en bekendt, som bor tæt på.
- Det har været en til to gange om ugen, så jeg føler, at jeg har holdt mig fint i gang, afslutter den tidligere FCK-keeper.
Kalle Johnsson nåede at spille 78 kampe for FCK, som han skiftede til i sommeren 2019.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
3F Superliga




































