Nykøbing FC henter den 25-årige målmand Jeppe Rømer efter otte år i Næstved. Målmanden har spillet over 50 kampe fordelt mellem 1. og 2. division.
Fodbolddirektør i Nykøbing FC, Claus Jensen, glæder sig over skiftet.
- Jeppe er en fantastisk person med en stærk karakter, og han er en meget dygtig målmand, som nu kommer til at indgå i vores målmandsteam med Jeppe Rasmussen og vores to meget talentfulde målmænd i form af Valde Skov og Frej Lisborg.
Nykøbing har været hårdt ramt på målmandspositionen, og derfor er skiftet vigtigt for fodbolddirektøren og klubben.
- Med Jeppe Rasmussens skade og Valde Skov, som fortsat arbejder sig tilbage efter sin skade, er vi blevet smalle på målmandspositionen. Vi har arbejdet hurtigt med fokus på at finde en keeper med erfaring fra senior divisionsniveau. Vi er derfor utroligt glade for at have fået Jeppe ind i truppen.
For Jeppe Rømer er det et glædeligt gensyn med Nykøbing FC, som han optrådte for som ungdomsspiller.
- Jeg er virkelig glad for at være tilbage. Der er sket utrolig meget i Nykøbing FC, siden jeg forlod klubben som U15-spiller, og det er fedt at se den udvikling, klubben har været igennem.
- Jeg har hørt rigtig mange gode ting om miljøet i klubben, og det ser jeg virkelig frem til at blive en del af.
Jeppe Rømer kan allerede få debut for Nykøbing FC tirsdag, når Nykøbing skal møde B.93 i Oddset Pokalen.


Næstved Boldklub
CampoBet 2. division
Nykøbing FC



































