Det er ikke kun FC Midtjyllands førstehold, der har succes.
Klubbens talenter har lørdag en stor mulighed for at genvinde mesterskabet i U19-ligaen.
Et enkelt point på udebane mod bundproppen Esbjerg vil være nok til, at Allan K. Jepsens tropper kan trække guldmedaljerne om halsen, og det er tilfældet, selv om flere FCM-talenter som Pontus Texel, Jamiu Musbaudeen og Jonathan Lind rykkede til søsterklubben Mafra i sommer.
Cheftræneren erkender derfor, at han inden sæsonen ikke havde forventet en gylden matchbold for de unge ulve.
- Nej, det havde vi ikke regnet med. På papiret tænkte vi, at det ville blive ekstremt svært at forsvare det danske mesterskab, og hvis man måler på det, er det en vanvittig flot præstation, fortæller U19-chefen til Bold.
FCM-talenterne har vundet 20 ud af 25 kampe i sæsonen, og i de seneste ti kampe er det blevet til maksimumpoint for midtjyderne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det sker med et meget ungt hold, fordi mange spillere tog til Portugal i sommer, og cheftræneren er derfor stolt af sit mandskab.
- Det et svært at sætte procenter på. Det er det 11. mesterskab, som vi kan vinde i U19-ligaen, så det vil være kæmpestort.
- Det er også den 11. sejr i streg, hvis vi vinder over Esbjerg, og det vil også være en vanvittig flot præstation med det yngste FCM-U19-hold
- Der ligger så mange positive ting i det, så det vil betyde meget for drengene, men det vil også betyde meget for os som klub, at vi igen kan komme ud at spille Youth League, fortæller Allan K. Jepsen.
I denne sæson har FCM's talenter også været en del af Youth League, hvor holdet røg ud efter straffesparkskonkurrence mod RB Leipzig i 1/16-finalen af turneringen.

Foto: Daniel Stentz
De næste stjerner?
FC Midtjyllands akademi er kendt for at opfostre en række spillere til klubbens førstehold, hvilket Gustav Isaksen, Rasmus Nissen Kristensen og Aral Simsir er eksempler på.
I denne sæson har Mikel Gogorza og Stanley Iheanacho banket kasser ind for de unge ulve, mens den offensive duo også har fået debut på førsteholdet.
Allan K. Jepsen understreger, at det er holdets fortjeneste, at de to spillere har præsteret så godt.
- Det er spillere, der har betydet noget for vores hold på deres egen måde, men der er andre spillere, der har sørget for, at de kan være gode.
- Der er mange virkelig gode individuelle præstationer på vores hold, og der er mange, der har kæmpet for, at Gogorza og Iheanacho kan shine med de ting, som de er gode til, forklarer U19-bossen.
Generelt er der stor tiltro til de unge talenter, men cheftræneren påpeger, at det nok ikke er i den nærmeste fremtid, at spillerne får deres gennembrud på førsteholdet.

Foto: Daniel Stentz
- Det er de to, der på papiret står længst fremme, hvis man kigger på mål, men der har før været spillere, som har scoret mange mål i U19-ligaen, som alligevel ikke blev til noget på den lange bane.
- Vi har mange, der kan gå og ramme noget af det samme, som Aral, NK og Gustav er i nærheden af, men drengene er lige startet, og der går lang tid, før de rammer det niveau, andre har, fortæller U19-bossen.
Inden sidste spillerunde kan stillingen i U19-ligaen findes her.

FC Midtjylland U19
U19 Ligaen


































