FC Midtjyllands avancement mod Ferencvaros var ikke bare vigtig sportsligt, men i høj grad også økonomisk.
Holdet fra heden er som minimum sikret adgang til Europa League-ligaspillet, men med Slovan Bratislava som den sidste udfordring står man med fine kort på hånden for at sikre sig adgang til den ypperste klubturnering i UEFA-regi.
Champions League.
FCM er kun lykkedes med at kvalificere sig til turneringen en enkelt gang, hvilket var i 2020.
Siden er de økonomiske gevinster kun gået én vej, og det er opad. Ydermere var tilskuere forment adgang i 2020 grundet Covid-19, så også på den front kan FCM se frem til en højere indtægt, skulle de kvalificere sig.
Bold giver dig her et overblik over, hvad Midtjylland står til at tjene på sit Europa-eventyr, hvis der ender med at være Champions League på menuen i efteråret.
Nyt format=nyt regnestykke
Der er store penge på spil, når FCM og Bratislava mødes.
Ender Thomas Thomasbergs tropper i CL, kan de se frem til 18,62 millioner euro bare for at deltage. Det svarer til lige knap 139 millioner danske kroner. De 139 millioner er et fikseret beløb, som alle de klubber, der deltager i CL-ligaspillet, modtager.
Til sammenligning fik FC København omkring 117,3 mio. kroner, da de i den forgange sæson sikrede sig adgang til CL-gruppespillet.
Artiklen fortsætter efter billedet

I det nye Champions League-format, som du kan læse om her, spiller alle hold minimum otte kampe. Derfor er præmiepengene for en sejr også sat en anelse ned i forhold til tidligere.
En sejr indbringer 2,1 millioner euro, hvilket svarer til 15,6 millioner danske kroner. En uafgjort indbringer 700 tusinde euro, hvilket svarer til 5,2 millioner danske kroner.
Det er den nemme del af regnestykket, da tallene er fikseret og ikke ændres fra klub til klub. Bayern München tjener det samme, hvis de slår FC Midtjylland, som det ville være tilfældet, hvis danskerne slog tyskerne.
Udover de klassiske gevinster, man får for at tage en sejr, bliver der i forbindelse med den nye struktur også introduceret en bonus alt efter, hvor et hold ender i det samlede ligaspil. Alle 36 deltagende klubber kommer nemlig til at indgå i ét samlet liga-format.
Her udløser det lidt over to mio. kroner pr. placering. Det vil sige, det dårligste hold ved afslutningen af liga-fasen, nummer 36, tjener to millioner kroner, det næstdårligste, nummer 35, tjener fire millioner kroner og så fremdeles. Liga-fasens førsteplads kan altså se frem til ca. 72 mio. kroner i bonus.
Derudover er der 15 millioner kroner i bonus for at slutte mellem første- og ottendepladsen og 7.5 millioner kroner i bonus ved at slutte fra 9.- til 16. pladsen.
Det største økonomiske spørgsmålstegn ved en eventuel CL-deltages for FCM er dog UEFA's såkaldte værdi-pulje.
Tv- og koefficient-penge
Værdi-puljen er et nyt tiltag fra UEFA's side.
Puljen er en samling af de to grupper, som tidligere blev kaldt koefficient-bonus og market-puljen. Værdi-puljen inddeles i to grupper; Den europæiske og den ikke-europæiske.
Champions Leagues samlede værdi-pulje er på svimlende 853 mio. euro. Det svarer til 6,365 milliarder danske kroner.
Selv om tv- og koefficient-pengene inddeles i det europæiske marked og det ikke-europæiske marked, er der svært at værdisætte de to grupper, da man først efter turneringen har de endelige tal for, hvor mange penge rettighederne indbringer.

Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix
For lethedens skyld antager vi her, ligesom UEFA gør det, at det europæiske marked udgør 75% af værdi-puljen, mens den ikke-europæiske udgør de resterende 25%.
Det vil sige, at der gennem det europæiske marked skal uddeles ca. 4,775 millarder kroner. Pengene fordeles her på en lidt anden måde end de direkte præmiepenge, klubberne får efter deres placering i liga-fasen.
De 36 klubber rangeres på en liste efter deres koefficient-høst de seneste fem år og en liste efter deres lands tv-rettighedshavers samlede bidrag til UEFA's fortjeneste ved salg af rettigheder til Champions League. Herefter laves der et gennemsnit af en klubs placering på begge lister.
Lad os bruge Manchester City som eksempel på det første.
Pep Guardiolas tropper topper listen over klubber med flest koefficient-point de seneste fem år. Det betyder, at City på listen over de 36 CL-holds koefficient-høst bliver tildelt ét point. I denne sammenhæng handler det om at have så få point som muligt.
FC Midtjylland vil, alt efter hvilke hold, der ender med at kvalificere sig, slutte som enten det 28. eller 27. bedste hold på det parameter. Monaco, Aston Villa, Bologna, Girona, Stuttgart, Sturm Graz, Celtic og Brest alle sikret deltagelse til CL, men er også alle under FCM på koefficient-listen.
Thomasbergs tropper er allerede sikret at slå vinderen af Malmös opgør mod Sparta Prag på koefficientlisten. Vinder Dynamo Kiev samlet over Salzburg, lander FCM på 27. pladsen, mens en østrigsk sejr sender dem ned på 28 .pladsen. Derfor vil Midtjylland få enten 27 eller 28 point i koefficient-penge-regnskabet.

Foto: Murad Sezer/Reuters/Ritzau Scanpix
Kigger man hernæst på det samlede tv-bidrag, er det ikke overraskende svært for midtjyderne at hamle op med de store kanoner i klassen.
Relativt set er Danmark dog gode til at spytte i UEFA-kassen med tv-penge, når man ser på, hvor lille et land Danmark er.
De endelige tal for værdi-puljen kan først opgøres efter Champions League, men det estimeres ud fra tidligere sæsoner, at FCM vil score nogenlunde det samme, som FCK gjorde i den forgange sæson.
Dog er holdet fra heden en del lavere på koefficient-listen, og derfor kan man estimere et sted mellem 75 og 100 millioner kroner i indtægt fra værdi-puljen. Det gælder stort set, uanset hvordan den endelige fordeling mellem de europæiske og ikke-europæiske puljer ende med at fordele sig.
Overblikket
Opsummerer man de mange tal, vil det sige, at FCM er sikret følgende indtægter.
For kvalifikation til Champions League:
Startpenge: 139 mio. kr.
Værdi-puljen: 75-100 mio. kr*
Samlet indtægter for kvalifikation i niveauet: 214-239 mio. kr.
*Beløbet afhænger af, hvad rettighedshaverne har betalt for produktet i det pågældende land samt FCM's placering på koefficientranglisten.
Mulige Præmiepenge:
Indtægt pr. sejr: 15,6 mio. kr
Indtægt pr. uafgjort: 5,2 mio. kr
Derudover er der også en bonus på ca. to mio. kroner pr. placering, FCM rykker op i det samlede CL-ligaspil. Eksempelvis vil 36. pladsen udløse to millioner kroner, mens 30. pladsen vil udløse 14 mio. kr.
Der er yderligere 15 millioner kroner i bonus for slutte mellem første- og ottendepladsen og 7.5 millioner kroner i bonus ved at slutte fra 9.- til 16. pladsen.
Anslåede entréindtægter:
12.055 billetter a 400 kr. i fire gruppekampe: 19,4 mio. kr.
Præmiepenge ved avancement til knockoutfasen:
Kvalifikation til knockout-playoffs: 7,5 mio kr.
Kvalifikation til ottendedelsfinalen: 82 mio. kr
Kvalifikation til kvartfinalen: 93,2 mio. kr
Kvalifikation til semifinalen: 112 mio. kr
Kvalifikation til finalen: 138 mio. kr
FCM's første opgør mod Slovan Bratislava spilles onsdag aften klokken 21 på MCH Arena i Herning. Returkampen finder sted om en uge i Slovakiets hovedstad.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
Champions League
Europa League




































