

Mike Tullberg var i godt humør, efter at FC Midtjylland vandt 2-0 over Rijeka i Conference League-kvalifikationen.
Det skyldtes, at ulvene fik et godt udgangspunkt og leverede en god præstation.
Efter kampen ville Bold gerne spørge Mike Tullberg ind til, hvor stor en rolle Valdemar Byskov er tiltænkt i FCM, da offensivspilleren tiltrækker sig stor interesse fra AZ Alkmaar. Læs mere her.
Det ønskede cheftræneren dog ikke at svare på.
- Jeg har besluttet mig for, at jeg overhovedet ikke vil tage del i det der. Jeg læser det ikke, og jeg hører det ikke.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg koncentrerer mig om det, som jeg har. Hvis jeg bliver prikket på skulderen, fordi der er en spiller, der er ude, så er han ude.
- Hvis jeg bliver prikket på skulderen, fordi vi har købt en ny spiller, så kigger jeg på ham og bliver glad, hvis han er god.
- Vi spiller hele tiden, og der er nok at give sig til. Jeg er glad for alle de snakke og alt det, som vi gør som team.
- Jeg er utrolig glad for, at vi i kampen havde tre unge spillere, der kom ind og lykkedes, og det er det, som jeg bruger min tid på, siger Tullberg.
Men der bliver vel ikke købt spillere, uden at der bliver talt med dig først?
- Det kommer an på, hvor gode de er, om de må det, siger Tullberg med et grin og fortsætter:
- Jeg har sagt det før, men der er andre, der tager sig af det.
- Så er mit job sammen med resten af trænerteamet, at vi skal gøre drengene klar til at lave gode præstationer.
- Nu har vi hentet fire sejre og en uafgjort i de sidste fem kampe. I starten af sæsonen sagde jeg, at det vigtigste er at vinde, og det er også det vigtigste at hente pointene, når man starter op efter ferien.
- Sådan har det været for alle hold, hvis man kigger historisk. Ovre i Lyngby sagde jeg, at præstationen var god, selv om vi ikke vandt.
- Når jeg tænker over det, kan jeg godt forstå, at det lød hult, så jeg er glad for, at vi nu både havde en god præstation og et okay resultat, siger træneren.
FCM skal møde Randers på søndag, inden returopgøret i Conference League-kvalifikationen skal spilles på torsdag.

FC Midtjylland
ECL-kval


























