Julegave fra Bold+: Steinleins Eriksen-svipser og guns i Nigeria

I aften er det juleaften, og mens du drømmer om de bløde pakker, kan du fordrive ventetiden med gratisgaver fra Bold+. Vi udgiver i dag ti artikler, der er blevet udgivet i Bold+ i løbet af 2025. 

Kan du lide, hvad du læser, kan du blive abonnent på Bold+ lige her til en intropris på 49 kr. for tre måneder. Glædelig jul!

Denne artikel er fra 14. juli 2025. 

Du kan ikke sige FC Midtjylland uden at sige Claus Steinlein. 

Gennem 25 år har den 53-årige bornholmer slidt og slæbt for den fodboldmæssige sammensmeltning mellem Herning og Ikast, og i dag er han utvivlsomt klubbens mest kendte ansigt udadtil. 

Han har viet sit arbejdsliv til FC Midtjylland. 

1. juli opnåede han 25-års jubilæum i klubben. Formelt set markeres milepælen først med en intern reception den 18. august, men Bold har taget forskud på fejringen med 25 spørgsmål til manden, der engang blev beskrevet som 'klassens frække dreng,' men som i dag står som en af de mest visionære og arbejdsomme ledere i dansk topfodbold. 

Her løfter FCM-bossen blandt andet sløret for den transfer, der har haft det skøreste forløb, sin største fortrydelse samt en vigtig e-mail til Anders Holch Povlsen. 

1. Du har været en del af FC Midtjylland i 25 år. Hvis du skal vælge ét ord at opsummere tiden med, hvad vælger du så?

- Jeg har virkelig haft svært ved det, men jeg har kaldt det hjerteblod. Det er på baggrund af vores fællesskab og stoltheden over at have været en del af det, vi har opnået som klub. FCM har altid været en del af familien Steinlein. Det er nærmest en livsmission, jeg har kastet mig ud i sammen med mine kolleger, så når jeg har valgt hjerteblod, er det for at symbolisere, at det er meget mere end det arbejde. Det er en passion.

- Hele FCM er bygget op omkring fællesskab, så det kunne jeg også have valgt. Mange af mine kolleger er også mine venner. For nylig gav Svend Graversen mig æg i padel. Ham har jeg været kollega med i 20 år, og så har jeg skullet høre for det hele dagen. Alle i klubben ved, at jeg tabte 0-6. Det er en katastrofe.

2. Hvordan endte du i FC Midtjylland?

- Fodbold har altid været hele mit liv. Lige fra jeg løb i skolegården og spillede med Mads, Lars og Steffen på Bornholm på Olskerskole, hvor Folkemødet er i dag, har jeg bare drømt fodbold. Jeg var heldig at nå at blive professionel både lidt i AaB og meget i Ikast. Da FC Midtjylland så kom i 1999, var det naturligt for mig at gå fra grønsværen til administrationen, fordi jeg ikke var den bedste fodboldspiller og var lidt tung i røven. En gang sagde min direktør Ken Falkenvig til mig: ’Claus, du er sgu ikke særlig god til at spille fodbold, men du gør holdkammeraterne bedre, fordi du råber og skriger og skaber fællesskaber.’

- Det var altid mig, der stod for bødekassen. Da vi var i pokalfinalen i 1997 mod FCK, havde jeg brugt alle bødekassepengene på at lave en pokalsang med Tørfisk, fordi det gjorde man i England.

- Jeg tror, de tænkte: ’Claus er god til at arbejde hårdt, han er god til at skabe fællesskaber, og han er uddannet skolelærer. Ham sætter vi sgu til at sælge merchandise-madkasser og til at stå for klubsamarbejde.’ Jeg havde ingen forudsætninger for at lykkes med det. Jeg måtte bare kæmpe.

- Jeg føler mig som verdens heldigste mand, og jeg kniber mig altid i armen over, at lige da jeg var i enden af min fodboldkarriere, opfandt Johnny (Rune, red.) og Steen (Hessel, red.) en fodboldklub, og jeg fik muligheden for at være en del af det helt fra start. Altså hvor mange mennesker får lov til at bygge en fodboldklub helt fra scratch? Alle andre er en del af en 100-års historie, men jeg kunne være med at opfinde akademiet sammen med Flemming Broe og så videre.

3. Du var i en kort periode assistenttræner for Glen Riddersholm. Hvad blev skelsættende for, at du gik ledervejen i stedet for trænervejen?

- Det var totalt tilfældigt. Med hensyn til min rolle som assistent for Glen var det, fordi Allan Kuhn sagde op i april 2011. Han følte ikke, at han havde mere at give. Han gav os beskeden efter en kamp ovre i Lyngby. Vi kom hjem sent om natten, og så sad Jens Ørgaard og mig på kontoret og talte om, at det nok var bedst at give Glen taktstokken. Jeg havde været Glens chef i mange år på det tidspunkt, så vi blev enige om, at jeg hjalp til som assistenttræner i seks uger, indtil vi fandt ud af, om det skulle være Glen på den lange bane, som vi håbede, og så skulle der findes en ny assistenttræner. Jeg var mest med som leder ude på træningsbanen. Glen stod for det hele selv. Han havde meget mere forstand på det, end jeg havde, siger Steinlein, som erkender, at han tidligere i karrieren gik benhårdt efter at blive træner.

- Da jeg læste til skolelærer, var det kun med henblik på at blive Superliga-træner. Alle trænere på det tidspunkt var skolelærer, så det var det, jeg havde for øje. Men da jeg blev ansat i FC Midtjyllands administration, fandt jeg ud af, hvilken forskel man kunne gøre uden for banen. Derfra tog det ene det andet. Jeg blev akademidirektør, og så kom jeg ellers aldrig på træningsbanen igen, siger Steinlein, der selv mener, at løbet er kørt for en trænerkarriere, fordi det kræver mange års erfaring.

- Apropos Glen kan jeg huske, at vi spillede en pokalkamp nede i Esbjerg, hvor han gik fuldkommen amok i pausen, fordi der var nogle ting, der ikke var i orden. Der tænkte jeg, at det var et godt redskab at have som træner, men det var sgu nok ikke et redskab, jeg havde. Glen vidste, at det var det, der skulle til, fordi han havde mange års erfaring.

4. I var firstmovers på hele akademi-setuppet. Hvor mange slag måtte du tage dengang for noget, der er helt normalt i dag?

- Jeg kan huske, at jeg var med i et program på TV3, da vi startede akademiet. Det var et program med et diskussionspanel, hvor Hans Brun Larsen, der var U16-landstræner, sad og svinede mig og FC Midtjylland til, fordi akademier i hans og DBU’s optik slet ikke passede til dansk fodbold. Det var altså DBU’s officielle U16-landstræner, der sagde det, og DBU var også efter os. Alle syntes, vi gik den helt forkerte vej. De kunne slet ikke forstå vores tanke. Det var alt fra organisationer som Børns Vilkår til de andre klubber. Vi måtte virkelig tage nogle slag og forsøge at fortælle, at vi egentlig gjorde ud fra danske metode. Alle klubber havde været i Frankrig, fordi man havde set, at Nantes havde succes med deres akademi, men der var nogle ting hos dem, som var så langt væk fra den danske kultur, hvilket vi også syntes. Men alle andre tænkte: ’De bygger sådan et Nantes-akademi, hvor drenge kun bor og omgås andre drenge,’ men vi lavede jo et mere holistisk setup, som man i øvrigt ser i hele Danmark i dag.

- Vi fik fandeme mange klø, og det er et sjovt spørgsmål at få, fordi i dag er der vel ingen klubber med respekt for sig selv, der ikke har et talentudviklingsprogram, siger Steinlein, der er glad for, at FCM senere har fået anerkendelse for akademi-beslutningen.

- På et tidspunkt fik jeg Claus Rode-prisen. Den gives til én person, og jeg fik den som akademidirektør, men det var en cadeau til hele FC Midtjylland. Claus Rode var i Divisionsforeningen, men DBU var også med, så på den måde fik vi anerkendelsen senere, og i dag er der rigtig mange, der anerkender os for at være de allerførste til at sætte talentudvikling på dagsordenen, i forhold til at det også er en forretning.

5. Hvilke udfordringer måtte du/I gennemgå i etableringen af akademiet i Nigeria?

- Det var en fuldstændig sindssyg rejse. Jeg kan huske, at jeg var dernede med en af mine kolleger for mange år siden. Det var i den periode, vi byggede det op. Vi kom kørende ind i en rundkørsel i Sagamu, som er det område, hvor Ebedei (akamdiet, red.) ligger, og så var der to mænd, der hoppede ud foran os og smed to sømbræt ind under bilen. Jeg sad på forsædet, min kollega sad på bagsædet, og så kørte Churchill, vores direktør, bilen. De stod der med guns i en rundkørsel, men så så de, at det var Churchill, og så skyndte de sig at fjerne de to sømbræt og sagde: ’Sorry, sorry,’ og så kørte vi videre. Jeg kan godt røbe, at mine underbukser var en lille smule brune, men Churchill snakkede bare videre om de fodboldspillere, vi sad og diskuterede. Jeg var rimelig chokeret, men den slags oplevelser har vi mange af. Nogle gange tænker jeg, om vi måske gik en anelse for langt for at etablere det akademi. Nigeria er et kæmpe land og et lidt farligt land, så mange af os, der har været dernede, har virkelig investeret personligt for at få tingene til at fungere. I dag er det heldigvis nogle helt andre forhold, i forhold til hvordan vi passer på de ansatte og så videre, siger Steinlein og forklarer, at Churchill er en yderst respekteret person i Nigeria.

- Sunday Oliseh har vundet Champions League i Europa. Churchill er hans bror. Og så er han blevet en anerkendt person, fordi han virkelig går ind for talentudvikling i Nigeria.

6. Burde du i virkeligheden få kredit for at være den første FCM-mand i et guldjakkesæt?

- Min kone lavede en guld-habit til mig i år 2000, så i de første mange år, hvor vi blev danske mestre med U19, mødte jeg altid op i guld-habit. Men Guld-Glen er den rigtige ejer af den titel. Han var på forsiden af Ekstra Bladet, da vi vandt mesterskabet i 2015. Jeg havde det kun på internt for at skabe lidt jokes og hygge, siger Steinlein, der slet ikke var involveret i Guld-Glen-billedet.

- Det var Glens egen beslutning. Ingen af os andre vidste det. Det var noget, han syntes var fedt, så da vi blev danske mestre ovre i Vestsjælland, fik jeg da et lige så stort chok som alle andre over at se kække Glen på forsiden i guld-habit og med cigar.

7. Hvor meget ærgrer skilsmissen med jeres første mestertræner dig?

- Jeg er pissetræt af den. Skilsmisser er normale. De sker både i privaten og i erhvervslivet. Jeg havde nok ni år som chef for Glen (Riddersholm, red.), og skilsmissen var pissetræls. Ikke at vi skulle skilles, men måden det endte på. Det var ikke det, vi havde håbet eller ønsket, men det havde været en lang, hård periode i FC Midtjylland med at bygge tingene op, så jeg tror, at det hele var en lille smule slidt og hårdt. Det er noget af det, vi er trætte af. 

- Vi ville gerne have haft en god skilsmisse. Det havde Glen også fortjent. Men det kunne ikke lykkes, og det var sådan, det var.

8. Hvor tæt var FC Midtjylland reelt på at gå rabundus, inden Benham kom ind?

- Jeg tror aldrig, vi ville være gået rabundus, for det betød Midtjylland for meget for hos for mange mennesker. Men hvis Benham ikke var kommet ind, havde vi i dag mere været en klub, der hørte til medium-segmentet i Superligaen. Konsekvensen kunne også have været, at vi slet ikke havde satset på talentudvikling, eller at vi kun havde satset på det. Vi havde mere været en klub som FC Nordsjælland eller som de andre klubber i midten, siger Steinlein, der uddyber, hvor vild perioden op til ejerskiftet var.

- Den 2. juli 2014 er en af de vigtigste dage i FC Midtjylland. Foråret 2014 var det vildeste forår i mit liv. På den ene side arbejdede vi for at få Benham ind. Vi havde det første møde lige omkring den første kamp i det forår, hvor vi slog FCK i Parken. Men mr. Dempo, vores indiske ejer, ville ikke helt give slip, så hele foråret gik med at finde ud af, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Det bølgede op og ned, og på fodboldbanen smed vi det, der så ud til at blive vores første trofæ. I de sidste tre spillerunder smed vi både mesterskabet og andenpladsen, der gav mulighed for Champions League, og endte som nummer tre. Samtidig kunne vi ikke få det med Benham til at lykkes. Da jeg kørte hjem fra Haderslev i foråret 2014 efter den sidste kamp, så det hele ud til at gå ad helvedes til. Det var der, at jeg arbejdede på at sælge Erik Sviatchenko til FCK, for vi skulle simpelthen have nogle penge i kassen. Halvanden måned efter holdt vi pressemøde på MCH Arena, hvor Benham blev præsenteret. Da jeg kom hjem den aften, sad jeg helt alene, fordi jeg havde været tvunget til at tage hjem fra vores ferie i Spanien for at være med på pressemødet. Huset var helt tomt, og så begyndte jeg bare at græde. Det var alle følelserne fra to vanvittigt hårde år, hvor vi virkelig sled og slæbte, der kom frem. Heldigvis vidste jeg – fordi jeg virkelig havde været inde i motorrummet med Benham – at nu startede en ny tid i FC Midtjylland. Ikke mange dage efter præsenterede vi Tim Sparv, som var den første Big Data-spiller hos os, og derfra har vi ikke set os tilbage.

9. Er Mohamed Zidan den bedste spiller i FCM’s historie?

- Hvis jeg udelukkende kigger på, hvem der har været bedst og gjort den største forskel i tiden hos FC Midtjylland, er Zidan den bedste Superliga-spiller og den bedste i FCM. Han var hos os på det helt rigtige tidspunkt. Det var, da vi åbnede SAS Arena (MCH Arena i dag, red.), så han var med til at få fodbolden til at leve i vores region. Der er mange – inklusiv jeg selv – der siger, at der var der, fodbolden blev født i Midtjylland. Zidan scorede fem mål og viste driblekundskaber, der sjældent er set på disse breddegrader, siger Steinlein, der ikke lægger skjul på, at egypteren var et specielt bekendtskab.

- Han var en pissegod dreng, der ville det bedste, men som ikke altid forstod den danske kultur. Han købte et ur, som endte med at blive den største sag, og så var der også lidt i omklædningsrummet. Han forstod ikke altid Søren Skriver fra Sønder Omme, der var vokset op i en lidt anden kultur. Det var vild og spændende tid. Han gav en masse fedt på fodboldbanen, men nogle gange kostede det også lidt energi uden for.

10. Hvad er din bedste beslutning i FCM?

 - Den har jeg stadigvæk til gode. Men når det er sagt, er det bedste, jeg har gjort at sende en e-mail til Anders Holch i 2017. Jeg spurgte, om han ikke kunne være interesseret i at bakke op om det her regionsprojekt, fordi han selv er en del af regionen. Når jeg kigger tilbage, er den e-mail op til nytår i 2017 det, jeg er mest glad for i dag.

11. Hvilken beslutning fortryder du mest?

- Heldigvis er der mange ting, jeg fortryder. Sådan er det, når man er en innovativ klub og træffer mange valg i et hæsblæsende tempo. Da vi startede akademiet i 2004, var både Christian Eriksen og Rasmus Falk til prøvetræning, og jeg tror sgu, at jeg kunne have lukket de to med den rigtige kontrakt og den rigtige sign on-fee. Det er det, jeg fortryder mest. At jeg ikke lige fandt lidt flere penge til at tilknytte de to. Det havde pyntet på vores væg at have dem stående, siger Steinlein, som selv mener, at han var for principfast dengang.

- Jeg forhandlede med dem på livet løs, men OB vandt den kamp. Jeg tror, at en sign on-fee kunne have løftet opgaven, men dengang var jeg meget principfast i, at alle skulle have det samme.

12. Hvilken person stoler du allermest på?

- Det er selvfølgelig min familie. Dem stoler jeg 100 procent på og har det godt med. Men hvis jeg skal holde det arbejdsrelateret, er der mange, jeg stoler 1000 procent på, fordi vi har en sindssyg kontinuitet. Det er lige meget, om det er folk i bestyrelsen, folk fra ejerskabet, eller om det er Svend, Broe, Ove P. eller Rene Andersen. Vi har et helt specielt venskab alle sammen, og det er vel det, som folk ude fra nogle gange misunder Midtjylland. At vi har det broderskab.

- Der, hvor jeg har været heldig og er evigt taknemmelig over for min familie, er, at de altid har bakket 100 procent op om, at jeg skulle være der for FC Midtjylland. Det har min kone Trine og mine to døtre altid givet mig mulighed for. De har altid været en del af klubben, og de har fuld forståelse for, at ferierne nogle gange bliver afbrudt.

- Trygheden i at komme hjem til en base, hvor man altid bliver mødt af kærlighed, uanset om man kommer lidt for sent hjem, er jeg evigt taknemmelig for.

13. Hvilken ledelsesmæssig konkurrent har du mest respekt for?

- Måden, som FC Nordsjælland har eksekveret deres strategi på, har jeg kæmpe respekt for. Jan Laursen har været en kæmpe del af det. Det samme gælder for Tom Vernon, Flemming Pedersen og nogle af de trænere, der har været der over tid. Den der rendyrkede strategi om at gå talentudviklingsvejen og eksekveringen af den, synes jeg, er flot.

- Mit valg af FCN er et nutidsbillede. I det store billede er er Per Bjerregaard, Don Ø. Og Lynge Jakobsen de tre store for mig. Per Bjerregaard indførte professionel fodbold og lagde en helt ny standard for fodbold. Don Ø. kom og lavede en helt ny forretning for en fodboldvirksomhed med købet af Parken og Lalandia. Det, han byggede op, er stadig det, man lever af i dag i FCK. Det var genialt set og tænkt og er på et helt andet niveau end os alle sammen. Og så beundrer jeg den helt unikke måde, som Lynge samlede Nordjylland på, skabte mesterskaber på og var sportsdirektør på. For mig er det de tre store i dansk fodbold. Vi skal alle sammen være taknemmelige for dem. Vi står på ryggen af dem og bygger videre på deres arbejde.   

14. Hvad er din personligt største bedrift i dine 25 år i FCM?

- Det, jeg er mest stolt af, er, at jeg som leder har haft så mange ansatte, der har været med på hele rejsen. Jeg er stolt af det fællesskab, jeg har været med til at skabe, og at der er så mange, der er blevet eller vendt retur. I den her fodboldverden, hvor der er mange muligheder og mange klubber, er jeg stolt over at have holdt sammen på de ansatte.

- Nogle gange tænker jeg også, at det er en stor bedrift, at jeg selv har kunnet holde til at være i den samme klub i 25 år. Der er mange dage, hvor der er pres på, men det gode for mig er, at jeg aldrig er på sociale medier. Jeg læser ikke alt det lort, der bliver skrevet om FC Midtjylland og Claus Steinlein. Nogle gange hører jeg, hvad der er blevet skrevet, men jeg har ikke en eneste gang mødt nogen personer i virkeligheden, som har sagt noget dårligt om mig. Det er sådan noget, der kun foregår på Facebook, og jeg tror egentlig ikke, at det er en særlig stor andel. Alle fodboldfolk har respekt for hinanden, og uanset om man holder med Brøndby, FCK, eller noget helt tredje, oplever jeg ofte, at fansene anerkender det, vi har lavet. De gange, vi er blevet danske mestre, og jeg har været på Bornholm, hvor der er mange Brøndby- og FCK-fans, har jeg fået et klap på skulderen og en lykønskning. Og når jeg møder FCK-fans i år, ønsker jeg dem tillykke og fortæller, at vi vil gøre alt for at forhindre dem i at vinde næste år. Jeg oplever en kæmpe respekt, og grunden til, jeg har holdt ud i 25 år, er, at jeg ikke læser det, krigerne på de sociale medier skriver.

15. En del af gamet som leder er at træffe hårde beslutninger. Hvilken fyring har været hårdest for dig at gennemføre?

- Når man skal fyre nogen, er dagene op til altid hårde, fordi man sover dårligt. Man har pisse ondt af sig selv, men jeg minder altid mig selv om, at det er hårdest for vedkommende, der bliver fyret.

- For nogle år siden skulle jeg give tre Guldmine-børns forældre besked på, at de ikke skulle med videre på førsteholdet. De skulle spille på andetholdet. Den dag i dag er det stadigvæk det hårdeste, fordi vi havde simpelthen ikke forberedt os godt nok, og jeg havde ikke fået de helt rigtige informationer i en travl tid. At skulle sige, at tre børn ikke skulle videre, var en kæmpe fejl. Det har jeg lært. Man skal huske, at hvert eneste barn er en guldklump, som vi skal passe på, hvorimod en cheftræner eller en leder godt ved, at fyringer er en del af jobbet.

16. Hvad er det største navn, du har været tæt på at få til FC Midtjylland?

- Ederson, som nu spiller i Atalanta, var vi tæt på. Dengang var han i Fortaleza, og vi opdagede ham tidligt gennem vores brasilianske netværk. Vi var i gang – men vi var sgu for langsomme, og så blev han snuppet. I dag har han en markedsværdi på 50 millioner euro. Det er en af de cases, man stadig ærgrer sig over, for vi havde scoutet ham godt. Men det viser bare, hvor vigtigt timing er i vores verden – og hvor hårfin forskellen kan være mellem at ramme plet og stå tilbage med ingenting.

17. Hvilken transfer har det mest skøre forløb?  

- Det er klart Van der Vaart. Det var et crazy forløb fra start til slut. Da vi holdt pressemøde på stadion, havde der aldrig været så mange pressefolk til en presseseance hos os. Han var en kæmpe spiller, der havde spillet VM-finale for Holland og mange El Clasicos for Real Madrid. Men den dag vi holdt pressemøde, havde vi faktisk ikke 100 procent styr på kontrakten med Betis. Af alle mulige forskellige grunde var det gået galt i kommunikationen, og det hele var mildest talt af lort til. Jeg måtte rejse til Sevilla dagen efter sammen med vores økonomichef og agenten for at se, om vi kunne lukke det. Det forløb var fuldstændig katastrofalt og kostede et døgn nede hos Betis, inden vi fik skrevet under.

- På et tidspunkt klokken 01.00 om natten kom der to securityfolk og beordrede mig til at forlade lokalet. Jeg havde råbt og skreget lidt for meget, og vi havde diskuteret lidt for højlydt. Det var en bevidst strategi fra vores side. Rasmus (Ankersen, red.) var med på telefonen, og han sagde også: ’Nu gider vi ikke mere. Nu siger du bare, at det er slut.’ Det gjorde jeg så på en meget bestemt, firkantet og kold måde. De var ikke i tvivl om, at nu var jeg ligeglad. Det sjove var så, at de to securityfolk førte mig uden for stadion, og så kunne jeg ellers gå hen mod mit hotel i Sevilla. Klokken 06.00 om morgenen skrev vi under på kontrakten, så det hjalp lidt at gå amok.

18. Hvilket minde står klarest for dig i de 25 år?

- Der er tre kæmpe følelsesmæssige højdepunkter. Det første er, da vi blev mestre i 2015, fordi det kom ovenpå en nedtur i 2014. Fra nedtur til mesterskab var en vild rejse følelsesmæssigt. Jeg glemte at sætte pris nok på det dengang, men det var virkelig vildt. Derefter var det fodbold på bedste og ondeste vis, da Finnbogason scorede to mål for Horsens i overtiden mod Brøndby i 2018. Jeg var på Hereford i Tivoli med alle vores sponsorer, da det skete. Vi havde selv lige slået FCK, og mesterskabet var slut. Brøndby førte 2-0, og vi kunne mærke, at det var det. Men lige pludselig råbte en af de fulde sponsorer: ’Nu har Horsens reduceret,’ og så blev vi alle sammen tændte. Da de så udlignede, troede man ikke på det. Det var et uvirkeligt øjeblik, at de scorede to mål i overtiden. Lige pludselig måtte jeg skynde mig to Jylland for at arrangere mulig guldfest. Heldigvis gjorde vi det selv færdigt mod Horsens tre dage efter. For mig var det det vildeste øjeblik. Og så er det klart, at sidste år på stadion, hvor vi gik fra at være bagud 0-2 til at føre 3-2 over Silkeborg, mens Brøndby samtidig smed det, også var vildt. Det var vildt for alle fodboldfans, men når man selv var en del af det, var det endnu vildere.

19. Da du i 2018 var med til at forfremme Kenneth Andersen til cheftræner, udtalte du, at I gerne ville lave en Sir Alex Ferguson-træner i FCM. Drømmer I stadig om det?

- I FC Midtjylland tror vi rigtig meget på kontinuitet, så der er ingen tvivl om, at det kunne være fedt at have en træner i ti år eller mere. Det var det, Ståle (Solbakken, red.) gjorde i FCK, og det er det, man ser rundt omkring i de klubber, der putter lag på lag på lag. Det sker ofte via kontinuitet på træner- og ledergangen, så det er virkelig en drøm, at vi en dag kan få en træner i så lang tid. Udfordringen er, at vi er et sted i fødekæden, hvor de sidste mange trænere er blevet solgt til udlandet. Glen har været i udlandet. Det samme har Lars Friis, som var assistenttræner, og Priske samt Jess Thorup. Måske har jeg glemt et par stykker, men det kan godt være svært at få det i FC Midtjylland. Det er nok lettere i United, men derfor er det stadigvæk min drøm.

20. Hvordan ser du på rivaliseringen med FCK?

- Det er superfedt, at vi er to klubber, der hvert år kæmper om mesterskabet og om de europæiske ligaspil. Det er med til, at begge klubber står på tæer. Det har været rigtig godt for dansk fodbold, at vi tog kampen op og er lykkedes med det. Det har også fået FCK til at løfte sig endnu mere. For mig er det sindssygt sjovt at have den rivalisering.

- Hvis man tager alt det kommercielle uden for banen, ligger FCK i hovedstaden og har nogle helt andre muskler og muligheder. Men kigger man isoleret sportsligt på det, har vi været first movers på akademiet og udviklet rigtig mange dygtige spillere, som der er vi på mange punkter foran FCK. Og på førsteholdsfodbold har vi i de sidste otte sæsoner 27 point mere sammen end FCK. De har vundet lidt flere titler og været lidt mere i Europa, men vi bider dem mere og mere i haserne, og på nogle sportslige parametre er vi foran dem. Vi kan hver især finde nogle statistikker, hvor vi sportsligt er forrest, men alt i alt er rivaliseringen god for begge klubber og dansk fodbold generelt.

21. Hvor stor en rolle spillede du personligt i Anders Holch Povlsens investeringer i FCM?

- Som med alt andet i FC Midtjylland, er det teamet, der gør det. Vi var rigtig mange, der talte med Anders om det. Når Anders, Anne og familien besøger klubben, kan de mærke, at vi er en familieklub, fordi vi er et team. Vi har alle sammen en aktie i det, siger Steinlein og forklarer, at kontakten startede, da han sendte en e-mail til Holch Povlsen i 2017. 

- Jeg gjorde det allermest med ambitionen og drømmen om at udvikle FC Midtjylland. Vi stod et rigtig godt sted. Vi havde vundet det første mesterskab, været i et europæisk gruppespil og lå vist nok på førstepladsen. Det var ikke den klassiske: ’Vi er i knæ. Vi har brug for hjælp.’ Det var mere: ’Vi står et pissegodt sted. Skal vi ikke udvikle os herfra?’ Jeg kunne se, at der var brug for det, hvis vi skulle løfte os, og samtidig var dét at have en engelsk ejer som den eneste også lidt risikobetonet, hvis han nu fik lyst til noget andet. Det var dels et ønske om at få et mere lokalt ejerskab, men allermest et ønske om at udvikle os endnu mere.

22. Den nye fodbolddirektør Jacob Larsen teasede for nylig for, at der internt i FCM arbejdes med ’meget voldsomme ambitioner for fremtiden.’ Kan du løfte sløret for, hvad I sigter efter?

- Det er bare en nordjyde, der er blevet ramt af midtjysk vildskab. Han er vant til at være i Nordjylland, hvor det hele foregår på en lidt anden måde. Jeg elsker Nordjylland, men vi er lidt anderledes hos os. Derudover arbejder vi lige nu på en 2030-visionsplan, og det bliver Jacob en større og større del af, så selvfølgelig drøfter vi, hvordan vi kan løfte overliggeren, og det er jo altid nogle ambitiøse udmeldinger, vi kommer med, siger Steinlein, der ikke kan løfte sløret for 2030-planens indhold.

- Nej, vi skal stadig finde ud af den præcise plan. Men nu har vi lige haft 25-års fødselsdag, så teaseren er, at vi skal stå et helt andet og bedre sted om 25 år. 

23. Har I planer om at udvide MCH Arena?

- Der er ingen tvivl om, at vi på et tidspunkt skal udvide stadion og finde en løsning for det. Men det handler også om forrentningen af det og at lave en business-plan. Det kommer, men om det lige kommer i morgen eller overmorgen, tror jeg ikke, men det skal nok komme i den nærmeste fremtid.

24. Hvor er FCM om 25 år?

- Nu har vi brugt de første 25 år på at blive en klub, som hele Danmark har lært at kende, og som man også hører lidt om internationalt. Min forventning er, at når vi mødes om 25 år, så kender hele verden FC Midtjylland for de værdier og det menneskesyn, vi har, og for de resultater, vi har skabt.

25. Hvor er du om 25 år?

- Jeg har altid troet, at når man blev 60-65 år, skulle det være slut, men nu har jeg to kolleger i Ove P. og BS, som er over 70 år, og jeg ser, hvilken glæde de har i at gå på arbejde hver dag. Så en del af min tale til min jubilæumsreception bliver, at jeg håber, jeg kan få lov til at være i FC Midtjylland i 25 år mere. Om det så er i samme stilling, som jeg har nu, eller om bestyrelsen og ejerskabet vurderer, at jeg skal hjælpe til med noget andet, må vi se. Men jeg håber, at jeg opnår 50-års jubilæum i FC Midtjylland. Jeg drømmer om, at jeg er halvvejs.