David Ousted tager en tørn mere på heden.
Den 37-årige keeper, der ellers havde sagt farvel til FCM, har skrevet under på en kontrakt, der holder ham i den midtjyske klub frem til udgangen af 2022.
Det bekræfter FC Midtjylland på klubbens hjemmeside fredag morgen.
Her udtaler Ousted, at han fortsat har en plan om at tage til Canada med sin familie, men at han har fundet tid til at tage en tørn mere i FCM, da alt omkring Canada-turen ikke er faldet helt på plads endnu.
- Mine planer om at tage til Canada med familien har ikke ændret sig, men de sidste ting mangler stadig at falde på plads, inden vi kan tage afsted.
Artiklen fortsætter efter billedet

- I den forbindelse har jeg haft en god snak med FCM, som gerne vil bruge mig til at komme godt og sikkert i gang med sæsonen, hvor der er nogle vigtige europæiske kampe, siger han.
Ousted fortæller desuden, at han hellere end gerne tager handskerne på og vogter buret, som han gjorde i store dele af forårssæsonen.
- Jeg er klar, hvis Bo og trænerteamet har brug for mig på banen. Derudover er jeg klar til at være en god støtte til Elias og de andre keepere i teamet her i begyndelsen af sæsonen, og så må vi se, hvornår det bliver muligt at rejse til Canada.
- Det er stadig min og min families plan, at vi skal starte et nyt kapitel i livet derovre, understreger keeperen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga


































