2023-12-12 07:30:00

Gyldne år i Danmark: Amerikaner vil give Morten Karlsen en røvfuld

Bag låge nummer 12 af bold.dk's julekalender finder vi Michael Parkhurst, der lærte at elske at bo i Danmark efter et udfordrende skifte, som har givet venner for livet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

ECL - 6. runde

FT

LUR

1 - 0

FCN

I årets julekalender på bold.dk går vi nostalgiens vej og retter fokus mod tidligere udenlandske Superliga-profiler, der har sat sit aftryk på dansk fodbold.

Vi taler med nogle af de største publikumsfavoritter om tiden i Danmark, om gode minder på og udenfor banen, sjove anekdoter, hvad de laver i dag og meget andet.

Bag låge nummer 12 er den tidligere FC Nordsjælland-back Michael Parkhurst at finde.

Amerikaneren bor nu i staten Ohio i USA, hvor der er nok at se til, og så glæder han sig til, at det snart bliver til et gensyn med en tidligere holdkammerat fra Danmark.

- Jeg er mentor for unge atleter – oftest fodboldspillere. Det handler mest om de mentale sider som at håndtere pres, lederskab og om at guide dem, når de er på vej til blive professionelle.

- Jeg er også involveret i Rhode Island FC, som er et helt nyt hold, som i 2024 skal spille i den næstbedste amerikanske række. Jeg er en af medstifterne, og det er et spændende projekt, hvor vi stadig er ved at sætte holdet sammen.

- Min nye klub vil spille mod Orange County, som har Morten Karlsen som træner. Det bliver virkelig sjovt, og det vil være fantastisk at give dem og ham en røvfuld, siger Michael Parkhurst med et grin til bold.dk.

Den 39-årige amerikaner er selv født i staten Rhode Island, og han kender Morten Karlsen fra tiden i FC Nordsjælland.

I Farum-klubben noterede Parkhurst sig for 125 kampe mellem 2009 og 2013, og den amerikanske back nåede at være med til at vinde et mesterskab og to pokaltitler.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Gyldne år i Danmark: Amerikaner vil give Morten Karlsen en røvfuld
Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

Fik hjælp af Bo Storm og hans kæreste
Før vi vender tilbage til de gyldne år i FCN, der også bød på magiske aftener med Champions League i Parken, skruer vi tiden tilbage til slutningen af 2008.

Det var nemlig her, at den amerikanske back fandt ud af, at det var muligt at skifte til Danmark.

- Jeg var klar til en ny mulighed i min karriere. Jeg ville gerne prøve mig af i Europa, efter at jeg havde haft succes i MLS. Jeg vil gerne opleve noget nyt, og det var en tid i mit liv, hvor jeg tænkte, at det er nu eller aldrig.

- Jeg var ikke ung, så jeg var klar på en ny udfordring. Heath Pearce, som er min ven og tidligere spiller i klubben, fortalte om FCN, og det var derfor, at min agent vidste noget om klubben, siger Parkhurst.

Selv om backen havde oplevet succes for New England Revolution i Boston, var det en stor omvæltning at flytte til Danmark. Der var dog en holdkammerat, som tog Parkhurst under vingerne.

- Det var en udfordrende begyndelse for mig. Det var svært, fordi vi i starten af min tid kæmpede for overlevelse i Superligaen. Jeg var lidt inde og ude af startopstillingen for første gang i min karriere, og det var ikke let for for mig.

- Jeg kom til klubben i løbet af vinteren, og det er længe, at der er dårligt vejr i Danmark. Det var ikke nemt, men når jeg kigger tilbage, er jeg virkelig taknemmelig for, at jeg boede lige ved siden af Bo Storm og hans kæreste.

- De sørgede for, at alt uden for banen var helt fantastisk for mig. De er stadig mine venner, og vi snakker stadigvæk sammen. De var der virkelig bare for mig, siger Michael Parkhurst til bold.dk.

Hvordan hjalp de dig?

- Efter træning var jeg altid flere timer i deres lejlighed. Vi så serier og film sammen, og vi hang bare ud og spiste sammen.

 - Min kone var ikke flyttet til Danmark på det tidspunkt, og hun kom først et halvt år efter, så jeg brugte bare utallige timer hjemme ved dem. 

- De viste mig også rundt i byen, og de hjalp mig med at finde til rette. De er bare nogle så gode mennesker, lyder det fra amerikaneren.

FCN endte med at overleve i 2008/2009-sæsonen. Efterfølgende skiftede Bo Storm fra Farum-klubben til italienske Pergocrema.

Foto: Thomas Sjørup

Hjulmand var den bedste træner nogensinde
Bo Storm er ikke den eneste fra tiden i Danmark, der betød meget for den amerikanske back.

Selv om Parkhurst i dag er 37 år, husker han tilbage på gode relationer med spillere som Nicolai Stokholm, Morten Karlsen og Patrice Bernier. Han nævner også personer uden for banen som klubbens materialechef og pressechefen.

Der er dog én person, som virkelig gjorde indtryk, og det er Kasper Hjulmand, som var cheftræner for FCN mellem 2011 og 2014 og assistenttræner mellem 2008 og 2011.

- Når folk spørger mig, hvem min bedste træner nogensinde har været, svarer jeg altid, at det er Kasper Hjulmand. Han er bare en utrolig træner.

- Jeg har haft trænere, som har været fantastiske mennesker, som folk vil gøre alt for, men de har ikke været så gode taktisk. Jeg har også prøvet det modsatte, hvor det var taktisk gode trænere, der ikke forstod det menneskelige aspekt.

- Kasper kunne begge dele. Han var så god taktisk til at instruere os, men han var også så god til menneskelige aspekt. Jeg tror, at alle respekterede ham og kunne lide at være omkring ham. Jeg kan ikke give ham nok lovord, og jeg er virkelig glad for at se, at han har haft enorm succes som landstræner, siger Parkhurst.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Champions League-hymnen gav gåsehud
Efter den svære start i FCN oplevede Parkhurst stor succes sammen med resten af holdet. 

De tre titler betyder fortsat meget for amerikaneren, men Champions League-gruppespillet i 2012 mod Shakthar Donetsk, Chelsea og Juventus var det største, som amerikaneren oplevede i Danmark.

- Jeg vandt tre titler, og det var egentlig ret vildt, når man tænker på, at vi kæmpede for overlevelse i min første sæson. De tre minder vil jeg aldrig glemme.

- I de to pokalfinaler spillede jeg defensiv midtbanespiller, og det gjorde jeg ellers aldrig for FCN. Det var mærkeligt, men jeg husker kampene som fantastiske.

- Champions League-kampene i Parken var også magiske. Det er noget, man drømmer om som barn, og jeg vil altid være taknemmelig over, at jeg fik muligheden for det i FC Nordsjælland.

Er det dit bedste fodboldminde i karrieren?

- Det tror jeg. Jeg var også med til OL, og det var også en utrolig oplevelse. Det er svært at vælge, men jeg kan stadig huske, at jeg fik gåsehud, da Champions League-hymnen begyndte for første gang. Det var en helt vild oplevelse, og det er meget, meget højt oppe på listen, siger Parkhurst.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den 37-årige amerikaner skiftede i januar 2013 til tyske Augsburg, inden backen vendte retur til USA, hvor han spillede for Columbus Crew og Atlanta, inden støvlerne blev lagt på hylden i 2020.

I Danmark boede Parkhurst på Nørrebro i København, og amerikaneren husker tilbage på en fantastisk tid uden for fodboldbanen, efter at starten altså ikke havde været helt optimal.

- Vi elskede at bo i Danmark, og vi nød virkelig tiden. Alle er venlige, og så er de fleste gode til at snakke engelsk. Det var virkelig dejligt at bo i København og gå rundt i byen ved parkerne og ved vandet. Hele oplevelsen var bare så god.

- Vi var så heldige, glade og taknemmelige for at få muligheden for at bo i København, og det er bare en utrolig by. Begge vores børn er født i byen, og vi glæder os rejse tilbage og vise dem, hvor de voksede op, afslutter Parkhurst.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

ECL - 6. runde

FT

LUR

1 - 0

FCN

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce