Der er godt nyt om Victor Froholdt.
Den danske FC Porto-profil er lørdag formiddag blevet udskrevet fra Hospital de São João i Porto, efter at han tilbragte natten på hospitalet til observation.
Det skriver det portugisiske medie A Bola.
Froholdt blev fredag aften båret fra banen efter et voldsomt sammenstød med Guilherme Liberato sent i FC Portos 2-1-sejr.
Efter at have fået en albue i ansigtet mistede danskeren kortvarigt bevidstheden, men kom til sig selv på banen, inden han blev kørt på hospitalet for at gennemgå yderligere undersøgelser.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ifølge A Bola har Froholdt fået foretaget en CT-scanning, inden han blev udskrevet, og undersøgelserne har bekræftet, at der er tale om en hjernerystelse.
Det betyder samtidig, at den tidligere FC København-spiller med sikkerhed går glip af FC Portos kommende kamp mod Manchester City som følge af protokollen for hjernerystelser, skriver avisen.
Efter fredagens kamp fortalte FC Porto-træner Francesco Farioli, at Froholdt var ved bevidsthed, og at de første meldinger fra hospitalet var positive.
- Vi blev alle meget bange, men han virker positiv. Nu skal han undersøges, og så må vi se i morgen, lød det fra Farioli fredag aften.
Guilherme Liberato er efterfølgende kommet med en undskyldning til Victor Froholdt.

FC Porto
Portugal Primeira Liga




























