2. divisionsholdet FC Roskilde kan gå på vinterpause på en øjeblikkelig syvendeplads, men nu mister klubben to spillere.
FC Roskilde skriver på sin hjemmeside, at Tobias Noer og Christoffer Monty er fortid.
Noer, der har en fortid i blandt andet Brøndby IF, har kontraktudløb, mens målmand Monty har valgt at stoppe karrieren.
Christoffer Monty har tidligere været en del af FC København.
22-årige Monty siger til klubbens hjemmeside, at beslutningen bestemt ikke har været nem.
- Det har været en svær beslutning, men jeg er sikker på, at det er den rigtige. Jeg har spillet på eliteplan i mange år, men er nået til den konklusion, at der er andre vigtige ting også.
- Jeg er for eksempel startet på et studie, jeg er rigtig glad for og som jeg gerne vil prioritere at bruge flere timer på, end hvad tilfældet har været indtil nu. Jeg har samtidig været virkelig glad for at være en del af FC Roskilde og omklædningsrummet her i klubben, så jeg kommer helt sikkert til at savne det hele.
24-årige Noer, der huserer på midtbanen, glæder sig over tiden i FC Roskilde.
- Jeg har været glad for min tid i Roskilde, samt de bekendtskaber jeg har fået både på og udenfor banen. Jeg håber det bedste for Roskilde i fremtiden.
Noer kom til FC Roskilde i sommeren 2021 fra AB, mens Monty skiftede fra Slagelse til FC Roskilde i sommeren 2021.


FC Roskilde
CampoBet 2. division
































