Onsdag bekræftede NordicBet Liga-klubben SønderjyskE, at en ny midtbanespiller skal trække i den lyseblå trøje i de kommende sæsoner.
Den norske midtbanespiller Adnan Hadzic er skiftet til klubben fra Frederikstad FK på en fireårig kontrakt.
Samme dag som kontraktunderskrivelsen var Hadzic for første gang på træningsbanen med sin nye klub.
Og nordmanden glæder sig over skiftet, siger han til klubbens hjemmeside.
- Jeg er vældig glad for at have skrevet kontrakt her i SønderjyskE. Det har været undervejs et stykke tid, så det er dejligt, at det er kommet på plads, og jeg er meget glad for, at jeg nu er her, og jeg glæder mig til at komme i gang.
- Jeg fik hurtigt et godt indtryk af klubben, og det har gjort det nemt for mig at tage valget om at skifte hertil. Jeg havde i forløbet nogle gode samtaler med folk i klubben, og klubben har vist stor interesse for mig, og derfor har det været let for mig at tage beslutningen om at tage til SønderjyskE.
Midtbanespilleren har en klar ambition om at være med til at føre klubben tilbage i den bedste række.
- Klubben er på en spændende mission, hvor det handler om, at vi hurtigt skal rykke op, og jeg er kommet hertil for at hjælpe holdet med, at det skal ske, og det ser jeg frem til at blive en del af.
Hadzic har 17 Eliteserie-kampe på CV'et.


Fredrikstad
1. Division































