Mathias Bonde har prøvet meget i løbet af karrieren.
Som ung var han et stortalent i AGF, og han endte med at skifte til PSV som blot 16-årig.
Efterfølgende har den stået på ophold i FC København, OB, Kolding IF, Skive IK, Brabrand og senest Frem.
Nu er karrieren dog forbi for 25-årige Bonde.
Midtbanespilleren fortæller nemlig til bold.dk, at han er færdig som fodboldspiller.
- Jeg har besluttet mig for at stoppe karrieren helt. Det har været noget, der har været undervejs i længere tid som person. Det er noget, som jeg har tænkt over det seneste års tid. Jeg er begyndt at kigge fremad i forhold til min tilværelse.
- Jeg er kommet til København, hvor jeg er begyndt at få en hverdag op at køre ved siden af fodbolden. Det er helt sikkert også det, som jeg har gjort, at det har åbnet op for nogle andre muligheder.
- Jeg har fundet ud af, at jeg kan meget mere end at spille fodbold. Det her med at have noget at gå op i og have et formål var med til at ændre perspektivet. Jeg har fundet ud af, hvor meget tid jeg brugte på fodbolden.
- Hvis jeg så bruger den tid, skal jeg også have noget ud af det, og det skal være brugbart. Jeg tror, at det lakkede mod enden for mig, og interessen for at møde op og træne faldt for mig. Det hang sammen med i min situation i Frem, hvor jeg ikke spillede alverden, så det har også spillet en rolle. Min kærlighed til spillet var ikke et problem. Det var lidt en kulmination af, at jeg ikke fik spilletid, siger Mathias Bonde til bold.dk.
Hvordan er det at have taget beslutningen?
- Min reaktion er faktisk kommet lidt bag på mig, når jeg har snakket om det med mine nærmeste og venner. Jeg har været indforstået med det, da det har været en længere proces for mig. Jeg er allerede begyndt at planlægge lidt frem. Det har gudskelov ikke været en brat beslutning, hvor jeg var blevet skadet og ikke kunne spille mere. Jeg har aktivt valgt det. Jeg føler, at jeg har opnået den succes, som jeg kunne med fodbolden.
- Det er bedst at stoppe på et tidspunkt, hvor jeg kan se tilbage på en masse gode minder og ikke stoppe på et tidspunkt, hvor jeg er træt af det hele, og at det er noget skidt. Det har egentlig været okay. Det kan godt være, at jeg er for tidligt ude ved at sige, at alt er okay, og jeg så rammer ind i en depression om en måned. Det håber jeg ikke. Jeg er rimelig godt med på, at det her er den rigtige beslutning.
Fremhæver AGF og PSV
Når Bonde ser tilbage på karrierens meritter, er der flere højdepunkter at fremhæve.
- Der er ingen tvivl om, hvis jeg skal tænke tilbage, mindes jeg min ungdomstid hos især AGF og hele det spil op til, at jeg skulle til PSV. Af oplevelser på seniorniveau mindes jeg især min tid i Skive, hvor jeg kom til, da klubben lå i 2. division. Jeg var en del af et hold, der skulle vise sig at være fantastisk med en masse gode gutter og et godt omklædningsrum.
- Jeg var også heldig at opleve en oprykning til 1. division og få et par sæsoner der. Det er helt sikkert også det, som jeg ser tilbage på i min karriere. Det vigtigste for mig er de personer, som har været en del af min hverdag og alle dem, som jeg snakker med. Det er nok det, som jeg er allermest taknemmelig for i forhold til det netværk, som jeg har fået.
- Jeg har fået rigtig gode venner, og jeg er meget socialt anlagt og en følsom person, så det betyder noget, at måske har man ikke haft lige meget succes alle steder, så har med nogle gode venner, som man ses med, når man ikke spiller fodbold. Man har fundet noget til fælles, siger Mathias Bonde til bold.dk.
Bonde fortæller dog, at han bliver inden for fodboldbranchen, da han skal være U15-assistent i FC København.
Midtbanespilleren nåede blandt andet at spille to kampe for det danske U19-landshold.


BK Frem
CampoBet 3. division

































