Carit Falch kommer ikke til at stå i spidsen for Fremad Amager i den kommende tid.
Den danske cheftræner er således sygemeldt på ubestemt tid, efter han i sidste uge fik et ildebefindende i sit hjem.
Det oplyser klubejer Lars Hein skriftligt til Bold, efter han blev konfronteret med torsdagens historie om opråbet fra Fremad Amager-spillerne, der melder om psykisk vold i hverdagen.
- Efter den seneste tids skriverier har Carit Falch brug for en pause, og han er efter et ildebefindende i eget hjem i sidste uge blevet sygemeldt, oplyser Lars Hein.
- Det betyder at assistenttræner Fabio Mazzone i den kommende tid vil køre træningen – og stå i spidsen for Øens Hold til kampe.
- Jeg håber meget, at vi inden for de næste par uger kan få skabt ro om klubben og holdet – så vi igen kan fokusere på at spille fodbold.
Udmeldingen kommer dagen efter, at Bold kunne afsløre endnu nye opsigtsvækkende detaljer fra situationen i traditionsklubben.
Her blev det blandt andet beskrevet, hvordan Carit Falch blandt andet har presset én til at spille på smertestillende medicin, selvom han var skadet, ligesom cheftræneren også skulle have foretaget afhøringer af flere spillere i enrum i et forsøg på at finde ud af, hvem der taler med pressen.
Carit Falch var ikke med i forårspremieren mod Skive IK og har ifølge Bolds oplysninger heller ikke været en del af den daglige træning i klubben den seneste tid.
Bold har siden 19. januar beskrevet et yderst betændt forhold mellem Fremad Amager-spillerne og Carit Falch.
Historierne tog sin begyndelse, da flere spillere følte sig udskammet og ydmyget til træning, hvilket blandt andet fik U19-holdet til at nægte at træne med førsteholdet på grund af cheftræneren.
Siden har det udviklet sig til et ekstremt giftigt arbejdsklima for også førsteholdsspillere, hvor flere spillere har søgt psykologhjælp.
47-årige Carit Falch har tidligere været cheftræner for blandt andre Litauens U21-landshold, Lyngby Boldklub og Vejle Boldklub, inden han i 2023 blev ansat i Fremad Amager, der på et tidspunkt lå i NordicBet Ligaen.
Den kaosramte klub ligger aktuelt nummer syv i 2. division og skal i aktion igen fredag aften, når de tager imod FA 2000 på Sundby Idrætspark.



Fremad Amager
CampoBet 2. division




































